Opdatering: Videnskab.dk har nu omtalt resultaterne af dette forskningsprojekt, der begyndte i 2012.
KORT NYT FRA DANSKE FORSKNINGSINSTITUTIONER:
Stressramte oplever tit, at de står i supermarkedet og har glemt, hvad det var, de skulle købe.
De glemmer børnenes madpakke eller gymnastiktøj, eller hvad det var de gik ud i køkkenet efter, og mange kan ikke koncentrere sig om at læse en ganske kort avisartikel.
Forskning viser, at patienter, der er sygemeldte med en stressreaktion, ofte oplever at have hukommelses‐ og koncentrationsbesvær. Men forskningen er mangelfund hvad angår svar på, hvor længe stressramte har disse problemer.
Derfor sætter et nyt ph.d. projekt ved Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospitalet Herning, fokus på spørgsmålet: Får man hukommelses‐ og koncentrationsbesvær af arbejdsrelateret stress? Eller er det bare noget, man oplever?
Og genvinder man sin koncentration og hukommelse 100 procent, når man ikke længere er stresset?
Projektet vil undersøge stressramte med både spørgeskemaer og neuropsykologiske test ‐ både når stressreaktionen er værst og et år senere.
Hermed håber forskergruppen, at kunne give et svar på, om stress reelt påvirker koncentration og hukommelsen – eller om det blot er noget, man oplever. Men forskergruppen håber også at kunne give et svar på, om man får sin koncentration og hukommelse helt tilbage igen, når man ikke længere er stresset.
»Neuropsykologiske test er så objektivt et måleinstrument, som vi kommer det, når vi taler om at måle kognitive problemer,« forklarer psykolog Anita Eskildsen.
»Spørgeskemaer har det problem, at de udelukkende måler personens oplevelse af at have problemer med hukommelsen eller koncentrationen, og denne oplevelse kan være påvirket af mange ting, fx at stressramte kan have tendens til negative tanker om deres situation og derfor formentlig er mere opmærksomme på at registrere negative symptomer, som fx glemsomhed. Altså at vedkommende lægger mere mærke til almindelig glemsomhed og kæder det sammen med stressen – og så er mange bekymrede for, om de er ved at
blive demente.
Videnskab.dk har tidligere skrevet om koblingen mellem stress, hukommelse og depression i artiklen “Derfor kan stress føre til en depression“.