Forskere fra University of California har fundet frem til et naturligt forekommende stof, der holder dig ædru, selvom du drikker store mængder af alkohol. Desuden neutraliserer det tømmermænd, og i sidste ende skulle det kunne bryde med afhængighed af alkohol, skriver New Scientist.
Forskerne har isoleret et stof fra ekstraktet af en variant af det orientalske rosintræ, der har været brugt i Kina som middel mod tømmermænd i 500 år. Stoffet, DHM (dihydromyricetin), har i en række forsøg med at give alkohol til rotter vist sig at forhindre alkoholen i at have berusende effekt på hjernen, ligegyldig hvor meget alkohol der var i blodet.
Stoffet virker ved, at det blokerer for nogle receptorer i hjernen og dermed hindrer alkoholen i at nå frem til receptorerne, der er nøglen til den effekt, alkoholen har på hjernen, hvor man føler sig fuld.
De berusede rotter i forsøgene blev meget mindre klodsede og havde en meget bedre koordinationsevne, når de fik et milligram DHM per kilo kropsvægt blandet i alkoholen, end hvis de fik alkoholen alene.