KORT NYT FRA UDLANDET:
Franske forskere har udviklet en skum, som efter indsprøjtning kan reparere ellers beskadigede knogler og endda hjælpe dem med at gro. Det vil på sigt kunne hjælpe med at hele knogler hurtigere end hidtil. Det skriver rsc.org.
70 procent af vores knogler består af calciumfosfat. Calciumfosfat-cement (CPC) bliver ofte brugt i knoglekirurgi som erstatning for ’rigtige’ knogler. Den nye skum adskiller sig fra normal CPC ved at være makroporøs, det vil sige, at skummen er luftig, og at den har forholdsvis store lufthuller i sig, når den sætter sig. Samtidig fungerer den bedre under indsprøjtning end hidtidige materialer. Nøglen til det er et stof kaldet hydroxypropyl methylcellulose (HPMC).
»Vores tilgang har været meget simpel, og det har givet os rigtig gode resultater i forhold til materialets mekaniske egenskaber og makroporøse struktur,« siger professor Pierre Weiss fra University of Nantes til rsc.org.
Forskerne mener, at materialet på sigt vil kunne hjælpe mennesker med knogleskørhed.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Acta Biomaterialia.
Læs også:
Aktive børn brækker færre knogler
Rødvinsstof styrker dine knogler
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mft