Strøm fra vindmøller skal i 2020 dække mindst 50 procent af det danske. Den målsætning gør sammen med et støt stigende elforbrug, at forbrugerne risikerer at komme til at betale meget mere for el i fremtiden.
Nu går Aalborg Universitet og Neogrid Technologies i gang med et projekt, der skal hjælpe med til at nå de 50 procent og forhindre, at elpriserne løber løbsk. Det skriver Aalbrog Universitet.
‘TotalFlex’ hedder projektet, som skal få danskerne til at blive mere fleksible med deres elforbrug og give elselskaberne bedre mulighed for at planlægge deres produktion og forbrug, mens netselskaberne får mulighed planlægge og styre distributionen af el til forbrugerne.
»Det handler om at bruge strømmen, når den er der. Typisk bruges der lidt strøm om natten, og hvis det eksempelvis blæser meget en nat, får vi ikke nytte af den grønne energi fra vindmøllerne med mindre forbrugerne lægger deres forbrug om. Selvfølgelig kan alt forbrug ikke lægges om, for vi tænder for lyset, når vi skal se noget og for komfuret, når vi skal lave mad. Men opvaskemaskinen eller tørretumbleren kan måske lige så godt køre om natten, og el-bilen kan fint lige så vel blive opladet om natten som om aftenen – bare den er klar til næste morgen. Med den rette teknologi i hjemmet bliver det automatisk registreret, hvornår forbrugeren agter at bruge store strømmængder,« siger professor Torben Bach Pedersen fra Aalborg Universitets Institut for Datalogi.