KORT NYT FRA DANMARK:
Mademballage, kosmetik, plaster, tandbørster, drikkedunke, løbesokker, køleskabe, vaskemaskiner…
Der findes nanosølv i masser af ting, men partiklerne kan gøre alvorlig skade på vores celler, skriver DR.dk
Laboratorieforsøg på Syddansk Universitet har ifølge DR.dk vist, at nanosølv kan skabe forandringer i menneskers celler.
»Vi kan se, at nanosølv har en effekt på menneskeceller, og det er de centrale proteiner i cellerne, der bliver påvirket. Og det synes jeg er betænkeligt,« siger lektor Frank Kjeldsen fra Institut for Biokemi og Molekylærbiologi på Syddansk Universitet til dr.dk.
Forskerne har ifølge DR kigget på mere end 3.000 forskellige proteiner og testet, hvordan de bliver påvirket af to forskellige størrelser af nanosølv-partikler (20 nm og 100 nm).
De mindste nanopartikler trængte ind gennem cellens membran – og ind i selve cellen, mens nanopartiklerne med størrelsen 100 nm mest sad på ydersiden af cellen, skriver DR.dk.
Forskerne kunne desuden se, at der dannedes flere skadelige frie radikaler i cellerne, når de blev udsat for nanosølv-partikler end ellers, ligesom formen og mængden af proteinerne blev ændret.
Forskerne understreger over for DR, at der er tale om laboratorieforsøg. Der skal flere undersøgelser til, før man kan fastslå, om det er skadeligt og for eksempel kan føre til sygdom at blive udsat for nanosølv.
Den nye undersøgelse er publiceret i det videnskabelige tidsskrift ACS Nano.
Læs også:
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb