Et forskningsprojekt hjælper nu Nordeuropas største dyrskue i Roskilde med at sætte skarpere fokus på lokale og bæredygtige fødevarer. Ph.d.-stipendiat Morten Hedegaard Larsen fra Aalborg Universitets forskningsgruppe ”Foodscapes, Innovation og Netværk”, har arrangeret, at lokale madvarer bliver vist frem på Dyrskuepladsen og i resten af Roskilde, skriver aau.dk.
Den overordnede ambition er at gøre mødet mellem land og by mere synligt og tilgængeligt til gavn for den fælles madkultur.
Dyrskue er et spændende laboratorium
For Morten Hedegaard Larsen er dyrskuet, som sidste år havde over 95.000 besøgende, en perfekt ramme for det, han prøver at udrette.
»Det er en fantastisk mulighed og platform for at identificere den gode madoplevelse og skabe nye designs, som kan styrke forbindelsen mellem forbrugerne i byerne og fødevareproducenterne. Med så ambitiøse samarbejdspartnere er der mulighed for at omsætte forskningens resultater til helt konkrete initiativer, der forhåbentlig vil kunne højne madoplevelsen for dyrskuets besøgende, Roskildes borgere, og senere måske implementeres nationalt og internationalt, siger Morten Hedegaard Larsen, der tidligere har været aktivitetskoordinator for Københavns største madtempel, Torvehallerne KBH.
Samarbejdet inddrager udover Roskilde Dyrskue og Aalborg Universitet også fødevareministeriets innovationssatsning ”Madkulturen” og Roskilde Kommune.
Læs også: Er stenaldermad overhovedet sundt?