Politikens chefredaktør Bo Lidegaard har for nyligt udtalt, at det er helt afgørende for en sober demokratisk debat, at vi ved, hvem vi diskuterer med.
»Sådan har det været i avisen i mere end 100 år, og sådan bliver det nu på politiken.dk. Nu er det slut med skribenter, der ikke vil stå til ansvar for deres holdninger«, skrev han i forbindelse med, at validering af personlige oplysninger blev taget i brug for at dæmme op for anonyme debattører på Politikens interaktive kommentarfelter på nettet.
Ph.d. og forskningschef, Lars Holmgaard Christensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mener dog, der er flere grunde til, at det citat bør overvejes.
»Hvad er en ‘sober debat’ egentlig? Hvad er den reelle forskel på, at en anonym debattør primitivt skriver ‘dumme svin’, og at en anden med navns nævnelse skriver et retorisk fordomsfuldt indlæg?« skriver Lars Holmgaard Christensen blandt andet på politiken.dk
Han mener ikke, at mangel på synlighed eller sprogbrug kan være diskvalificerende faktorer i sig selv for at bestemme debattens kvalitet. Og at diskursen om en såkaldt ‘sober debat’ kommer til at skabe unødvendige fjendebilleder og bliver til et forsøg på at kontrollere debatten.
»Det er derfor helt legitimt at spørge, om der i forsøget på at skabe et moralsk kompas for debatten også skabes en moralsk spændetrøje, hvor få tør sige noget dumt eller uforudsigeligt,« mener han.
Læs også: Staten kan ikke komme uden om netmedier mere