Lige siden mennesket første gang begyndte at skabe kunst, har der været en meget tydelig kløft mellem os: Nogle kan ubesværet skitsere et objekt, så det ligner, mens andre skal kæmpe i timevis for at få vinkler og proportioner bare nogenlunde rigtige.
Men hvad adskiller egentlig de gode tegnere fra de mindre gode? Ifølge livescience.com afslører ny forskning, at evnen til at tegne realistisk lader til at afhænge af tre faktorer:
• Hvordan en person opfatter virkeligheden.
Mennesker, der er dårlige til at tegne, er ikke gode til at se verden, som den virkelig ser ud. Når de ser på et objekt, fejlbedømmer deres hjerner egenskaber som størrelse, form og farve, og nogle af disse misforståelser bliver omsat til tegne-fejl.
• Hvor godt han eller hun husker visuel information fra det ene øjeblik til det næste.
Gode tegnere har en stærk evne til at huske informationer om et objekt – f.eks. en vinkel mellem to linjer – fra det øjeblik vinklen opfattes til det øjeblik, hvor stregen trækkes.
• Hvilke elementer i en genstand han eller hun rent faktisk vælger at tegne.
Meget tyder på, at dygtige kunstnere er bedre end andre til at udvælge, hvilke dele af et objekt han eller hun skal medtage for at vise objektets form – og derefter er de bedre end andre til at fokusere på det valgte og ignorere andre uvedkommende detaljer.
Hvis du er en af dem, der kun kan tegne tændstikmænd, er den gode nyhed ifølge forskerne, at man kan forbedre sig på alle tre punkter, hvis man øver sig.
Som en af forskerne bag studiet, Chris McManus, der er professor i psykologi fra University College London, bemærker:
»Det er meget få menneskelige færdigheder, som ikke kan forbedres med øvelse.«
Læs også: Georg Gearløs-brille gør lamme i stand til at tegne med øjnene