KORT NYT FRA UDLANDET:
Det er endelig lykkedes tyske forskere at forklare, hvad den populære isbjørn Knut døde af i marts 2011. Det skriver Livescience.com.
Isbjørnen Knut blev født i fangenskab i Berlin Zoo tilbage i december 2006, og efter moderen havde afvist ham, blev han opfostret af mennesker, og han blev hurtigt populær.
Men i en alder af blot 4 år fik Knut pludselig et anfald og døde foran hundredevis af gæster i den zoologiske have.
Nu har tyske forskere fundet ud af, at isbjørnen led af en hjernebetændelse, som den højst sandsynligt fik gennem en virus.
Opdagelsen kommer efter, at forskerne har gennemgået Knuts genom-sekvenser for at undersøge, om han var i risikozonen for bestemte sygdomme.
»På grund af anfaldene før hans død forventede vi, at der var noget galt med centralnervesystemet, men der var ingen forudgående tegn på sygdom, og derfor har man ikke kunnet vide noget med sikkerhed, før man fik undersøgt vævet og bekræftet, at der var en inflammation,« siger Claudia Szentiks, der er forsker ved Leibniz Institute for Zoo and Wildlife Research Berlin, i en mail til Livescience.com.
Det er sjældent at isbjørne dør i så ung en alder. I fangenskab kan de leve over 30 år, mens de typisk har en levealder mellem 15-18 år i naturen.
Læs også:
Klimaændringer fylder isbjørne med gift
Alvorlig miljøgift går i isbjørnens hjerne
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams