KORT NYT FRA UDLANDET:
Amerikanske forskere har i en ny undersøgelse brugt data fra Danmark til at belyse, hvor ofte patienter med depression bliver indlagt på hospitalet.
Det skriver University of Washington i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser, at depressive patienter mere end dobbelt så ofte som andre ryger på hospitalet med lidelser, som formentlig kunne være klaret med et besøg hos den praktiserende læge.
Samtidig viser undersøgelsen, at personer med depression også var mere tilbøjelige til at blive genindlagt på hospitalet for de samme lidelser inden for 30 dage.
Forskerne undersøgte data fra 5 millioner danske borgere undersøgte og blandt dem var mere end 1,3 millioner danskere (26,1 procent) blevet diagnosticeret med depression af en psykiater eller ordineret antidepressiv medicin i perioden 2005-2013. Samlet set havde personer med depression 2,35 gange større sandsynlighed for at blive indlagt med en tilstand, som kunne være forebygget, end mennesker uden depression, lyder det i pressemeddelelsen.
Forskerne foreslår, at psykiatrisk behandling skal integreres bedre i anden pleje af patienterne for at undgå hospitalsindlæggelser for tilstande, som kunne være forebygget.
»En løsning kan være at gøre et bedre stykke arbejde med at integrere psykiatrien i den primære pleje. På den måde kan patienter med depression få psykiatrisk behandling lettere og deres mentale sundhedspleje kan blive bedre indarbejdet i deres generelle sundhedspleje,« udtaler psykiater og forsker bag undersøgelsen Dimitry S. Davydow i en pressemeddelelse.
University of Washington har samarbejdet med Aarhus Universitet om undersøgelsen, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift BMJ Open.
Læs også:
Forskere: Hospitaler og psykiatri behandler patienter for overfladisk
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb