3.000 danskere skal lægge lunger til de undersøgelser, der danner grundlag for et nyt dansk referencemateriale for danskernes lungefunktion, skriver Dagensmedicin.dk.
Det er Dansk Lungemedicinsk Selskab, som sammen med Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin har taget initiativ til den store undersøgelse, som skal give læger og forskere et klart billede af danskernes lungefunktion.
I spidsen for arbejdet står læge og ph.d.-studerende Lars Kristensen fra lungemedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital sammen med seks kolleger fra hele landet.
»Præcise referenceværdier er afgørende for korrekt klassifikation og diagnose. Hos patienter med kol kan vi bruge resultaterne til at planlægge behandlingen. Hvad angår astmapatienter, som der skønnes at være 250.000 af i Danmark, er korrekte referenceværdier ensbetydende med, at vi kan overvåge behandlingen langt bedre. Alle astmapatienter, som fremover får målt deres lungefunktion i tide, vil blive sammenlignet med de data, vi nu indsamler,« fortæller Lars Kristensen.
Indtil i dag har det danske referencemateriale for lungefunktionsværdier været både sparsomt og forældet.