KORT NYT FRA DANMARK
Forskere fra USA konkluderede i en artikel i det velansete tidsskrift Nature sidste år, at økosystemerne ikke tager skade af klimaforandringerne. Resultaterne vakte ikke jubel alle steder. Nærmest tværtimod.
Flere internationale forskere, heriblandt danske Jacob Weiner fra Københavns Universitet, studsede en del over resultatet, som gik stik imod den internationale konsensus på området. Forskerne satte sig derfor at granske studiet og se, hvordan de kunne komme til den konklusion, at økosystemernes vækst ikke påvirkes af klimaet. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
»Blandt forskere på dette område er der ellers generel videnskabelig konsensus om, at klimaet har indflydelse på økosystemerne, så vi har studeret analysen bag artiklen i Nature grundigt, og vi fandt store problemer. Vores studie bekræftede derimod den oprindelige videnskabelige konsensus, og herudover har vi for første gang sat tal på klimaets direkte effekt på økosystemernes årlige vækst globalt,« siger professor Jacob Weiner fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet i pressemeddelelsen.
Forskerne har taget udgangspunkt i NPP eller netto primær produktion, der er et helt økosystems vækst set som den årlige akkumulation af masse eksempelvis en skov. Det nye studie viste, at NPP stiger, fordi det påvirkes af planternes respons på temperaturen og tilgængeligheden af vand. Den sammenhæng fandt de andre forskere ikke.
»Vores analyse viser, at klimaets direkte indflydelse på NPP globalt er ubestridelig og enorm. Vores modeller kan forklare mindst halvdelen af den globale variation i NPP, hvoraf en stor andel kan tilskrives klimaet. Det understreger behovet for lovgivning, der mindsker klimaændringerne globalt, og for mere forskning på tværs af forskningsdiscipliner og nationer, så vi kan lave bedre forudsigelser af klimaets effekt på økosystemer,« siger Lawren Sack, der er professor ved Californiens Universitet i Los Angeles, UCLA USA og har deltaget i studiet, i pressemeddelelsen.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Global Change Biology.
Læs også:
Forskere slettede temperatur-data
Forskere gav forkerte oplysninger i studie om ‘den afskyelige snemand’
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml