Miljøvenlige brændselsceller til brintbiler er nu kommet et skridt nærmere. Danske forskere har vist, hvordan man kan bygge brændselsceller, der producerer lige så meget strøm som de nuværende, selv om de indeholder markant mindre af det kostbare og sjældne ædelmetal platin. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Hvis brændselsceller kunne erstatte forbrændingsmotoren i vores biler, ville både klimaet og miljøet formentlig være taknemmelige. En brændselscellemotor udnytter brændstoffet bedre, og så forurener den hverken med os, røg eller CO2.
Men brændselsceller har et problem: De virker kun, hvis de indeholder ædelmetallet platin, der er både sjældnere og mere kostbart end guld. Indtil nu.
»I laboratoriet har vi vist, at man kan få den samme mængde strøm ud med kun en femtedel så meget platin. Så flotte resultater får man næppe uden for laboratoriet, men en mærkbar reduktion af behovet for platin er bestemt realistisk. Og det vil være en kæmpestor økonomisk gevinst,« siger lektor Matthias Arenz, der har stået i spidsen for forskningsprojektet i samarbejde med Münchens tekniske universitet og Max Planck Instituttet for jernforskning i Düsseldorf.
Resultaterne er netop offentliggjort i tidskriftet Nature Materials.
Ædelmetallet platin er et af de mest sjældne grundstoffer på planeten og langt størstedelen findes i Sydafrika, der producerer lige under 80 procent af verdens forbrug, mens Rusland står for yderligere ti procent.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Brændselsceller til lastbiler sparer på brændstoffet