KORT NYT FRA DANMARK:
Det internationalt anerkendte tidsskrift CELL hylder danskledet kræftforskning med hele to videnskabelige artikler fra forskere på Københavns Universitet. Det skriver Universitetsavisen.
Den danske forskning kan ende med at vende om på den måde, vi tænker og behandler kræft på.
»Målet er, at vores forskning på sigt bliver et vigtigt værktøj til at lave præcise og effektive kræftbehandlinger,« siger Professor Rune Linding fra KU’s biomedicinske forskningscenter BRIC, til Universitetsavisen.
Den nye forskning viser i hidtil uset grad, hvordan kræftsyge celler muterer, angriber og skader andre cellers proteinnetværk. Opdagelsen har fået BRIC-forskerne til at udvikle software, der på systematisk vis giver kræftbehandlere mulighed for at ‘oversætte’ cellemutationernes effekt på den enkelte patients proteinnetværk.
»Vores publikationer giver grobund for en mere fornuftsmæssig og individuel behandling. Indsigten i mutationernes effekt på proteinnetværket giver et bedre grundlagt at træffe beslutninger og udvikle medicin på,« siger Rune Linding, der er forskningsleder og medforfatter på de nye artikler, til Universitetsavisen.
Den systematiske kortlægning af mutationer kan i løbet af få år gøre kræftbehandlinger mere individuelle. Fremtidige DNA-screeninger vil derfor gøre det muligt at lave skræddersyede behandlinger, der tager hensyn til kræfttumorers forskelligartede adfærd.
Læs også:
‘Bør føre til nobelpris’: Immunforsvar æder kæmpe kræftsvulst
Gennembrud i kræftbehandling: Her er PD-1-hæmmere
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams