Drabet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986 er stadig uopklaret, men der har længe været fremsat teorier om, at der skulle være en form for sammensværgelse bag drabet, der skete den 28. februar 1986 i det centrale Stockholm.
Teorien om, at der skulle stå en sammensværgelse bag drabet på Palme bliver støttet af den danske historiker Anders Orris, der sidste år skrev speciale om netop drabet på Olof Palme og som har interesseret sig for drabet i mange år.
Ifølge Anders Orris, der har undersøgt talrige dokumenter og vidneudsagn fra politiets efterforskning af drabet, er de personer, der peger på, at der var en sammensværgelse bag drabet, klart de mest troværdige.
»Når man ser på, hvordan det gik til og hører, hvad vidnerne sagde, er man nødt til at nå frem til, at der var en sammensværgelse på mindst to personer bag drabet,« siger Anders Orris til Jyllands-Posten.
Han peger på, at et vidne havde udsigt til det sted, hvor Palme blev dræbt, i minutterne op til drabet, og han har forklaret, at han så gerningsmanden stå og vente på Olof Palme, der var på vej hjem fra biografen.
Gerningsmanden kunne ifølge Anders Orris ikke vide, hvilken vej Palme ville gå, og at han ville skifte side af vejen lige inden drabet, så der må have været en anden, der har holdt øje med Palme under gåturen fra biografen til gerningsstedet og underrettede gerningsmanden.
»Desuden havde en eller flere af de politifolk, der var i den første gruppe af politifolk på drabsstedet og som forfulgte gerningsmanden, berøringsflader med folk, der disponerede over en lejlighed lige der, hvor gerningsmanden forsvandt for politiet, ligesom en af betjentene flyttede sin bil til en parkeringsplads lige uden for lejligheden 10-15 minutter før drabet,« siger Anders Orris.
Læs også på Videnskab.dk:
Mordet på Oluf Palme: Nordens største mysterium





























