Den amerikanske kemiker Ronald Breslow fik for en måneds tid siden masser af opmærksomhed, da han lancerede idéen om at dinosaurer måske lever på andre planeter.
Nyheden, der også nåede Videnskab.dk’s spalter kom egentlig som en sidebemærkning i et såkaldt perspective: en videnskabelig oversigtsartikel med en personlig vurdering.
Her opsummerede Breslow, hvad vi ved om »den sandsynlige oprindelse af ‘homo-kiralitet’ i aminosyrer, sukkere og nucleosider på den prebiotiske jord,« som den videnskabelige artikel hedder i fri dansk oversættelse.
Men via kommunikationsafdelingen på Breslows universitet, Colombia University i New York, endte bemærkningen som en nyhed, der gik kloden rundt; en fjer blev gjort til hundrede høns.
Nu viser det sig, at den fjer, som historien startede med, ikke engang var Breslows egen. Store dele af hans review er sandsynligvis kopieret fra andre forskeres arbejde, og det videnskabelige tidsskrift, Journal of the American Chemical Society, har derfor trukket hans artikel tilbage, mens de undersøger sagen nærmere.
Personligt skriv – ikke videnskab
Ronald Breslow mener dog ikke, at han har pyntet sig med lånte fjer.
»Da jeg fremlagde det, gjorde jeg det klart, hvad jeg havde gjort for at undgå personlige plagiering samtidig med opfylde målet med en perspektiv-artikel. Det ville ikke give mening, ikke at beskrive tidligere arbejder, så længe jeg gav de relevante referencer,« svarer Breslow i Nature i et svar på anklagerne.
»Vær venlig at skelne mellem et personligt review fra et orginalt videnskabeligt arbejde. Det var denne sondring, der fik mig til at skrive det, samtidig med at jeg lavede nok ændringer for at undgå krænkelse af ophavsretten,« siger han ifølge Nature.
Plagiering er dog plagiering, uanset hensigten bag den flittige brug af copy-paste-tasterne.
Så indtil redaktørerne på Journal of the American Chemical Society har undersøgt sagen til bunds har Ronald Breslow fået et ‘videnskabelig uredelighed’-stempel i panden.
Spørgsmålet er så, om lagieringen nogenside var blevet opdaget, hvis ikke kommunikationsfolkene på Colombia Universitet havde hjulpet historien så godt på vej.