KORT NYT FRA UDLANDET:
Udgravninger ved Västra Vång i Blekinge i Sverige har kastet nyt lys over regionens rolle i jernalderen, skriver universitetet i Södertörn i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelelsen viser »det sensationelle fund,« at området har haft en central position i Østersøområdet under jernalderen, hvilket hidtil har været ukendt.
»Fundet i Vång viser, at stedet har været meget vigtigt i jernalderen. Det er spændende, at en region, der ikke er nævnt i historieskrivningen, og i dag er en søvnig landsby, kan poppe op som et højsæde i jernalderen,« siger Björn Nilsson, som er arkæolog på universitetet i Södertörn i pressemeddelelsen.
Arkæologerne har været i gang med udgravningerne i to år og offentliggør nu deres resultater.
De har blandt andet gjort en række specielle metalfund, som tilsyneladende er efterladt med vilje i en rituel boplads eller et gravmiljø. Fundene består blandt andet af små bronzebuster, ubetemmelige metalgenstande, guld- og sølvgenstande – herunder næsten 30 små såkaldte guldmænd på 1-2 centimeters højde.
Fundene kan ifølge pressemeddelelsen dateres fra Kristi Fødsel og frem til den tidlige middelalder, og resultaterne peger på et stor handels- og kontaktnet i perioden.
»Fundet af guld fra denne tid viser, at mennesker i området blandt andet har tjent som soldater i den romerske hær,« siger Björn Nilsson i pressemeddelelsen.
Der er tidligere gjort andre fund i området, som vidner om regionens rige fortid – herunder en seks kilo tung sølvskat fra vikingetiden, som blev fundet for 150 år siden, skriver universitetet i Södertörn.
Læs også:
Se billeder af jernalderfundene fra Ishøj
Ny forskning sporer klasseskel i jernalderens begyndelse
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb