KORT NYT FRA UDLANDET
Resistens over for lægemidler er en trussel for både din og min sundhed. Faktisk er det en trussel for sundheden på verdensplan.
Nu viser nye forskningsresultater at afrikanske vilddyr besidder mikrober, der gør dem resistente over for antibiotika. Det er præcis de samme mikrober, som mennesker, der lever tæt på dyrene, har i kroppen.
Om disse mikrober kan overføres fra dyr til menneske er endnu uvidst, men muligheden for at de har spredt sig, eksempelvis gennem affald eller drikkevand, er tilstede, skriver Sciencemag.org.
»Multiresistens var signifikant højere hos kødædere, vandbeslægtede arter og arter, der lever nær byområder, hvilket antyder, at nøglen til at forstå eksponeringsmønstre og transmissions dynamikker til heterogene landskaber skal findes i dyrenes livshistorie,« skriver forskerne i studiets konklusion.
Fra 2011 har forskerne indsamlet prøver fra vilde dyr i Botswana og testet dem for bakterien Escherichia coli. Det samme har de gjort ved mennesker i området.
Analyser af prøverne viser, at 40 % af dyrene og 90 % af menneskene har bakterien E. Coli. Det betyder, at de er fælles om at være resistente over for mindst 1 ud af 10 meget brugte antibiotika-præperater – blandt andet de præperater, man bruger til at bekæmpe sygdomme som Malaria og tuberkulose.
Antibiotika-resistensen er særligt fremtrædende hos de vandlevende dyr. Forskerne gætter på, at sammenhængen mellem dyrenes og menneskenes resistens blandt andet skal findes i vandet, der omgiver de afrikanske landsbyer.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift the Journal of Wildlife Diseases.
Læs også:
Sådan kan Afrika styre konsekvenserne af klimaforandringer
Savannens smukkeste vilddyr fanget af skjult kamera
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv