I USA har de yngste børn i en skoleklasse større sandsynlighed for at få diagnosen ADHD end de ældste elever i klassen.
Et nyt, tværfagligt forskningsprojekt mellem forskere fra økonomisk institut ved Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling ved Psykiatrien i Region Syddanmark fastslår, at selv om der er en stigning i antallet af børn, der får diagnosen ADHD, er denne tendens ikke gældende i Danmark. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
»Der har tidligere i Danmark været en stor gruppe børn og unge med ADHD, som ikke blev identificeret, og som derfor ikke fik den korrekte behandling. Stigningen i antallet af børn og unge, der behandles for ADHD i Danmark afspejler, at der nu er bedre mulighed for at hjælpe og behandle disse børn og unge, og er ikke et udtryk for, at der faktisk er flere, der har sygdommen,« siger Marianne Simonsen, lektor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet i pressemedelelsen.
I Nordamerika har stigningen i antallet af børn og unge med ADHD været endnu mere markant, og mange har derfor frygtet, at Danmark var på vej med amerikanske tilstande. Ifølge Marianne Simonsen anvender Danmark og Nordamerika dog forskellige metoder i diagnosticeringen af ADHD hos børn og unge.
»Studier viser, at relative standarder spiller en rolle i diagnosticeringen af børn i USA og Canada i stedet for mere objektive vurderinger, som oftest bruges i Danmark. De sammenligner i højere grad børn med andre børn på samme klassetrin frem for at se på det enkelte barn, og de er derfor mere tilbøjelige til at give de yngste børn i en skoleklasse diagnosen ADHD end de ældste børn i klassen,« fortæller Marianne Simonsen og fortsætter:
»Det nye danske studie tyder på, at der ikke er den samme tendens i Danmark. Desuden viser studiet, at langt færre børn behandles for ADHD i Danmark end i USA.«
I Danmark ser det ud til, at man bruger objektive vurderinger, dvs. man ser på det enkelte barn, når det skal vurderes, om et barn har ADHD. Derudover er det i langt overvejende grad speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri, der stiller en diagnose og starter medicinsk behandling, og det har ifølge Marianne Simonsen afgørende betydning:
»Vores hypotese er, at det er vigtigt at fastholde, at ADHD-udredning og -behandling er en specialistopgave, så man mindsker risikoen for, at yngre børn i en skoleklasse oftere får en ADHD-diagnose end de ældste elever i klassen.«
Hun tilføjer desuden, at forskningsprojektet har vist vigtigheden af tværfaglig forskning mellem medicinske og samfundsvidenskabelige forskere.
