KORT NYT FRA DANMARK
Den europæiske ferskvandsål, Anguilla anguilla, tilbagelægger flere tusinde kilometer, når den skal til Sargassohavet for at yngle. Men selvom den svømmer på dybt vand, er den ikke beskyttet mod rovdyr. Det viser ny forskning fra Syddansk Universitet.
Et overvågningsprojekt har givet en gruppe ål dataloggers på, inden rejsen tværs over Atlanterhavet. Meldingen fra dataloggerne var overraskende.
»Det viser sig, at ål bliver jaget og ædt af hvaler. Det sker på overraskende dybt vand, hvor vi ellers ville tro, at ålene var i sikkerhed,« siger biolog og lektor Magnus Wahlberg i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.
Ifølge pressemeddelelsen blev 156 ål forsynet med dataloggers, og tre af de taggede ål nåede aldrig frem, men endte deres liv i bugen på et større dyr. Dataloggerne blev ved med at fungere inde i maven på hvalerne, indtil de blev udskilt og drev i land ved Bindal i Norge og Isle of Coll ud for Skotland.
Magnus Wahlberg er ikke helt sikker på, hvad de nye åle-data betyder.
»Måske er det helt almindeligt, at hvaler jager ål på dybt vand, og at vi så bare aldrig har set det før. Denne viden kan være vigtig for at forstå, hvordan de marine dybvands-økosystemer er skruet sammen,« siger han i pressemeddelelsen.
Læs også:
100 års-jubilæum: Dansk forsker afslørede ålens hemmelighed
Ålens bunkebryllup afsløret af dna-analyser
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml