Verdens befolkning bliver ældre og ældre. I 2042 vil andelen af ældre over 65 år udgøre en fjerdedel af den danske befolkning.
Det betyder, at forskning i hvordan vi får en sund alderdom, kan give utroligt mange mennsker bedre livskvalitet i fremtiden. Nordea-fonden støtter derfor nu Center for Sund Aldring på Københavns Universitet med yderligere 150 millioner kroner, så centret kan fortsætte sin forskning. Det skriver Københavns Universitet i en pressemddelelse.
Dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ulla Wewer, glæder sig over, at forskningen nu kan fortsætte:
»I centrets første periode er der skabt vigtig, ny viden om aldringens udfordringer og muligheder, både på samfunds-og individniveau. Sund og aktiv aldring handler om høj livskvalitet og så få skavanker og sygdomme som muligt, når vi bliver gamle. Et fokus, som bør indgå i fremtidens forsknings- og uddannelsesstrategier og ligeledes danne grundlag for styrket samarbejde med både erhvervsliv og offentlige parter,« siger Dekan Ulla Wewer.
Siden centret blev etableret i 2009 har de tilknyttede forskere opnået en række vigtige forskningsresultater, der i fremtiden kan give os alle en sundere alderdom. Forskerne har blandt andet undersøgt og opdaget at:
-
Belastende sociale relationer indikerer en forøget risiko for udvikling af hjertekarsygdomme.
-
Fællesskaber, men også teknologi som pulsmålere og skridttællere, kan medvirke til at opnå og fastholde en sund livsstil, selvom man kommer op i årene.
-
Ældre mister muskelmasse ved inaktivitet hurtigere, end man hidtil har troet. Men det kan tilskud med kønshormonet østrogen være med til at modvirke, da østrogen stimulerer bindevævet og dermed modvirker knoglebrud og faldulykker.
- Vores hjerner bliver svækket med alderen, men der er stor forskel på hvor meget? Med nye metoder kan CESA-forskerne forklare, hvad der har indflydelse på hjernens udvikling med årene, og om det er gener eller miljø, der spiller mest ind.
LÆS OGSÅ: Så lidt motion gør dig sund