Vi taler hele tiden om, at klimaet ændrer sig. Det bliver varmere. Men for at være sikker på det, er man jo nødt til at vide, hvordan klimaet var tilbage i tiden.
Først for cirka 150 år siden begyndte man i Danmark at skrive ned, hvordan vejret var, men heldigvis kan man se meget længere tilbage i tiden.
Takket være en ølflaske fra 1950 i en have i Herlev.
Regnvejr inspirerer forsker
Det regnede 29. juni 1950. Helt sikkert. For da sad den unge forsker Willi Dansgaard i Herlev og stirrede ud på de silende regnbyger.
Det var lørdag, så han havde tid til at gruble. På hverdagene var han ellers ansat på Københavns Universitet til lave undersøgelser med et megadyrt apparat med et navn fuld af stavelser: massespektrometer.
Hans humør var sikkert ligesom regnvejret, for der var faktisk ikke rigtig brug for det, som apparatet kunne – nemlig at måle vægten af de atomer, der var i alle mulige stoffer.
Så den unge, ivrige forsker var altså ansat til at arbejde med et apparat, der ikke rigtig kunne bruges til noget. Så hvad skulle han finde på?
Nå ja, så kunne han jo lige så godt undersøge regnvandet, når der ikke var andet at lave. Senere har han selv betegnet det som et mindre mirakel, at han fik netop den idé.
Indeni regnvandet er hemmeligheden
Han fandt en tom ølflaske, satte en tragt i toppen og stillede den ud i regnen.
Hver 1-2 timer tømte han den og gemte vandet. Om mandagen tog han vandet fra de forskellige tidspunkter med på arbejde og puttede prøverne i maskinen.
Og sørme om ikke der var forskel på den kemiske sammensætning i vandet, alt efter hvornår på regnvejrslørdagen vandet var taget.
»Hmm,« tænkte han. Det måtte undersøges nærmere.
Det er vist godt, at forskere er tålmodige, for det brugte han de næste fire år på. Men han lavede sikkert også lidt andet undervejs.
Heldigvis vidste han en masse om vejret og kunne se, at den kemiske sammensætning hang sammen med den temperatur, regndråberne var dannet ved. Temperaturen ændrer sig nemlig gennem et regnvejr. Før vidste man bare ikke, at man kunne se det i regnen, der faldt.
Nu kunne man altså finde ud af, ved hvilken temperatur vand – eller for så vidt sne – var skabt.
Og det skulle vise sig at blive helt afgørende for at kunne forstå temperaturen på kloden mange hundrede tusinde år tilbage.
Mega gammel lagkageis
Der er nemlig nogle få steder på kloden, hvor der ligger vand, som er flere hundrede tusinde år gammelt. Ganske vist frosset, men alligevel.
I Grønland har det i de sidste mange, mange år sneet om vinteren.
Om sommeren, hvor der er varmere, falder der ikke noget sne, og overfladen af isen smelter lidt og får en anden farve end vinterens sne. Derfor kan man se lagene, når man graver ned i isen – ligesom lag i en lagkage.
Hvert lag svarer til et år. Hvis man borer nogle enormt dybe huller og tager is op, kan man tælle alle lagene. På den måde kan man kigge tilbage i tiden.
Med Dansgaards opdagelse kunne man også finde ud af, hvor varmt det var på kloden, dengang sneen faldt. Ved at tage lidt is fra et bestemt år, måske for 1.046 år siden, da vikingerne travede rundt i Danmark, og smelte det og putte det i hans maskine, kunne man finde ud af, ret præcist hvor varmt det var netop det år. Og om det var varmere eller koldere end i dag.
I dag har vi boret gennem mere end tre kilometer tyk is på Grønland. Borene er hule, så man får en lang stav af is med op – en iskerne. På den måde har man undersøgt temperaturen mange hundrede tusinde år tilbage i tiden.
Alt sammen på grund af en tom ølflaske og en superdyr maskine, som Willi ikke vidste, hvad han skulle bruge til – og en god idé og en regnvejrslørdag i Herlev.
