Næsten 250 år gamle observationer fra Rundetårn giver Solen mindre ansvar for den globale opvarmning
Den danske astronom Christian Horrebows observationer kan ikke bare gøre os klogere på, hvordan Solen påvirker vores klima, men også hvordan vores klima påvirkes af drivhusgasser.
solen_solpletter_svensmark_klima_klimaforandringer

Solens overflade er et travlt sted. Det lyse stykke nær horisonten er en stor solplet. (Foto: NASA/TRACE)

Solens overflade er et travlt sted. Det lyse stykke nær horisonten er en stor solplet. (Foto: NASA/TRACE)

I en tidligere artikel berettede vi om, hvordan en af Danmarks mest ukendte astronomer, Christian Horrebow, var den første, der foreslog, at Solen har en cyklus (fik du ikke læst den, kan den læses her).

Selv i dag ved vi ikke, præcis hvordan Solen og solpletterne påvirker vores klima. Men observationer synes at vise, at langt de fleste steder på Jorden oplever stigende temperaturer, når der er mange solpletter.

Før 2014 var forståelsen, at vi i det 20. århundrede havde oplevet et moderne solpletmaksimum. Dette var interessant, da vi gennem det 20. århundrede også oplevede generelt stigende temperaturer.

Disse temperaturstigninger blev af mange forklaret med en forøget mængde drivhusgasser i vores atmosfære. Primært CO2 som følge af vores brug af fossile brandstoffer som kul, olie og gas.

Idéen om et længerevarende solpletmaksimum var en konkurrerende hypotese til teorien om, at det primært var drivhusgasserne, der var skyld i de øgede temperaturer.

Der var derfor langt fra videnskabelig enighed om, hvor stor en del af temperaturstigningerne kunne tilskrives Solen og hvor stor en del, der kunne tilskrives drivhusgasser.

Herhjemme argumenterede Henrik Svensmark for, at det moderne solpletmaksimum kunne forklare langt det meste af den globale opvarmning, mens FN’s klimapanel IPCC mente, at Solen kun havde en forsvindende lille indflydelse på klimaet sammenlignet med CO2.

Nu er Christian Horrebows næsten 250 år gamle observationer fra Rundetårn med til at underminere idéen om det 20. århundrede som en periode med usædvanlig mange solpletter.

En sådan underminering svækker selvsagt også idéen om, at disse mange solpletter skulle bære størstedelen af skylden for den globale opvarmning.

LÆS OGSÅ: Svensmark fremlægger nye argumenter for sin kontroversielle klimateori

Påvirker Solen klimaet gennem sekundære mekanismer?

Uenigheden mellem FN’s klimapanel og blandt andet Svensmark skyldes i høj grad forskelle i opfattelsen af, hvordan Solen kan påvirke vores klima.

FN’s klimapanel så alene på, hvordan den totale mængde energi, vi modtager fra Solen, ændrer sig i takt med, at antallet af solpletter ændrer sig.

Som beskrevet i vores tidligere artikel, skyldes solpletter stærke magnetfelter, der bryder gennem Solens overflade. Disse magnetfelter fører dog kun til meget begrænsede ændringer i det synlige lys, vi modtager fra Solen.

Da langt det meste af den energi, vi modtager fra Solen, kommer som synligt lys, betyder det, at den totale mængde energi, vi modtager fra Solen, ændrer sig meget lidt i takt med, at antallet af solpletter ændrer sig, hvorfor dette fænomen har en begrænset indflydelse på klimaet.

Henrik Svensmark foreslog i stedet, at man skulle se på den sekundære mekanisme, hvor Solens magnetfelt ændrer mængden af kosmiske stråler, der bombarderer Jorden og derigennem dannelsen af skyer, hvilket ændrer klimaet.

En anden sekundær mekanisme ser på, hvordan ændringer i det ultraviolette lys fra Solen påvirker temperaturen i stratosfæren, hvilket igen påvirker klimaet.

Fælles for de sekundære mekanismer er dog, at de opererer med et moderne solpletmaksimum i det 20. århundrede, altså samtidig med den tiltagende globale opvarmning.

sol_horrebow_solpletter_klima_klimaforandringer_cyklus

Christian Horrebows soltegninger i 1769. Tegningen i midten viser 23. oktober 1769, hvor Christian Horrebow talte 60 pletter på Solen. Dette er sammenligneligt med de mest solpletrige dage i det 20. århundrede. Christian Horrebows observationer er derfor med til at argumentere imod idéen om et moderne solpletmaksimum, og dermed at Solen skulle have stor indflydelse på den globale opvarmning. (Kilde: Christian Horrebow, 'Om Soel-Pletter', Skrifter som udi det Kiøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere, København, 1769)

Bedste observatør i sin samtid

I 2014 bliver der dog udgivet en ny, stor analyse af antallet af pletter på Solen de sidste 400 år. Denne analyse viste, at idéen om et moderne solpletmaksimum måske skulle revurderes. Det skyldes, at vi med tiden er blevet bedre og bedre til at observere solpletter. Når man derfor finder flere solpletter i eksempelvis 1980 end i 1880, kan det skyldes, at vi bare er blevet bedre til at observere dem.

Det havde stort set alle i det videnskabelige miljø troet, der var taget højde for, men det nye studie viste noget andet. Der var dog langt fra enighed om denne konklusion. Grunden til dette er, at man ikke har en enkelt observatør, der har observeret solpletter de sidste 400 år, man har adskillige.

Det er sandsynligt, at ikke alle observatører var lige gode til at se solpletter, og nogle havde måske bedre instrumenter end andre. Derfor startede vi og andre forskere efter 2014 et stort internationalt samarbejde med at gå de historiske observationer igennem og lave en kritisk vurdering af den enkelte observatørs evner.

Det er som en del af dette arbejde, at vi kan konkludere, at Christian Horrebow med længder udmærker sig som den bedste observatør i sin samtid.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Intet nyt under Solen

Hvor mange solpletter så Christian Horrebow så, og hvilken betydning har det for vores forståelse af Solens påvirkning af vores klima?

23. oktober 1769 talte Christian Horrebow 60 pletter på Solen, hvilket synes at være flere, end der er observeret på noget andet tidspunkt i det 18. århundrede. Faktisk er det lige så mange, som man har observeret på de dage med flest solpletter i det 20. århundrede.

Og sammenligner man nogle af Christian Horrebows skitser med moderne billeder af Solen, får man det samme indtryk. Vores studier svækker således idéen om et moderne solpletmaksimum og dermed også ideen om, at Solen bærer en relativ stor del af ansvaret for den globale opvarmning.

Det er dog vigtigt at pointere, at vores studie kun er en enkelt brik i et stort puslespil, og det er derfor endnu for tidligt helt af forkaste idéen om et moderne solpletmaksimum. For at kunne gøre dette skal man lave en sammenhængende analyse af alle de historiske kilder. Vi har alene lavet en detaljeret analyse af en enkelt kilde.

LÆS OGSÅ: Solens cyklus påvirker klimaet på Jorden

Det moderne solpletmaksimum er forbi

De sidste 10 år har vi dog fået et andet argument for, at Solens indflydelse på den globale opvarmning er mindre end hidtil antaget. Den 11-årige solplet cyklus, som Solen lige har været igennem, har nemlig væres den svageste i over 100 år.

Hvis Solen skulle have stor indflydelse på den globale opvarmning, skulle vi derfor forvente, at temperaturene var begyndt at falde, og det er de ikke – tværtimod.

Dette resultat skal dog behandles lidt forsigtigt, da der er mange interne klimafænomener, som for eksempel El Niño, der periodevis opvarmer havstrømme på Sydamerikas vestkyst med konsekvenser for hele verdens klima (læs mere om El Niño i denne Videnskab.dk-artikel).

El Niño og andre interne klimafænomener har imidlertid en responstid på omkring 10 år til udefrakommende ændringer, hvilket vil sige, at man generelt skal være forsigtige med at sige noget om trends i klimaet på tidsskalaer der ikke er noget længere end 10 år.

Med andre ord skal der tages forbehold for, at temperaturene begynder at falde i morgen, men så længe de ikke gør det, bliver argumentet for en global opvarmning, der primært er menneskeskabt stærkere for hver dag, der går.

Solens påvirkning af klimaet

Den engelske atmosfærefysiker Lesly Gray har skrevet, hvad der stadig må betegnes som den bedste gennemgang af, hvordan Solen påvirker klimaet.

Den beskriver både observerede sammenhænge mellem solaktivitet og klimaet og forskellige sekundære mekanismer og kan læses her.

Solen påvirker El Niño

Selv om Solen altså ikke synes at være den primære drivkraft bag den globale opvarmning, betyder det på ingen måde, at den ikke påvirker klimaet. Det viser sig bare, at denne påvirkning primært foregår på regionalt og ikke globalt plan.

Således har vi for nyligt vist, hvorledes Solen kan svække de cirkulationer i atmosfæren, der er ansvarlige for netop El Niño-fænomenet.

Tidligere har studier af vejrfænomener i Nordatlanten vist en tilsvarende sammenhæng.

Vi er med andre ord godt i gang med, bid for bid, at afdække, hvordan Solen påvirker klimaet på regionalt og ikke globalt plan.

Sådan en forståelse er vigtig af flere grunde. Dels for at forstå sammenspillet mellem Solen og klimaet, men også for at forstå hvordan vi mennesker påvirker klimaet. Dette kan vi nemlig først rigtigt gøre, når vi har fået afdækket de andre fænomener, der påvirker klimaet.

LÆS OGSÅ: 'Danmarks ukendte astronom blev først anerkendt efter 242 år: Hvem var han?'

LÆS OGSÅ: Hvad bestemmer vores klima?

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.