Hvis du mangler et eksotisk rejsemål denne sommer, men hverken har tid og penge, så drøm dig ud til klippeplaneten Kepler 36 B, der kredser om en stjerne 1200 lysår herfra.
Denne superjord byder på en oplevelse ud over det sædvanlige med et spektakulært udsyn til gasplaneten Kepler 36 C nær ved.
Hver 97. dag kan man se gasplaneten trække op over klippeplanetens rødglødende, lavadækkede overflade og kravle majestætisk op på himlen – ikke som en uundseelig lille prik, men som en gigantisk lysende skive, der fylder to en halv gange så meget som vores fuldmåne. På et øjeblik bliver den sorte nat forvandlet til højlys dag.
Gasplanet og klippeplanet meget tæt på hinanden
Dansen mellem gasplanet og klippeplanet er ikke det rene tankespind. Planetsystemet er lige så virkeligt som vores eget og er for nylig opsporet af et internationalt forskerhold bestående af amerikanske og danske astrofysikere.
»Der findes mange forunderlige planetsystemer, men det, der gør dette bemærkelsesværdigt er, at gasplaneten og klippeplaneten kredser om stjernen i baner, der smyger sig op af hinanden. Normalt optræder de to slags planeter i hver deres område af et planetsystem,« fortæller astrofysiker Christoffer Karoff fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet. Han er én af forskerne bag opdagelsen, som forskergruppen netop har beskrevet i et af de førende videnskabelige tidsskrifter, Science.
Opdagelse udfordrer teori for planetdannelse
Opdagelsen kickstarter ikke bare en sjov fortælling om et finurligt planetsystem, men giver også astrofysikerne masser af stof til eftertanke. Opdagelsen udfordrer nemlig i den grad forskernes gængse modeller for planetdannelse.
»Planetsystemet er interessant, fordi det giver os en fantastisk mulighed for at få testet vores modeller i stor stil. Vores eksisterende modeller simulerer planetsystemer, hvor alle klippeplaneter er tættest på stjernen i den indre del af planetsystemet, mens gasplaneterne befinder sig væsentligt længere ude. Men nu viser det sig altså, at klippeplaneter og gasplaneter kan ligge hulter til bulter mellem hinanden,« siger Christoffer Karoff.
Ukendte elementer ødelægger forventningerne
Kollegaen Hans Kjeldsen, som også har været med i projektet, giver et indblik i den tilsyneladende haltende teori for planetdannelse.
Planeter bliver født, når en sky af støv og gas roterer om sig selv, fortæller han. Tyngdekraften vil i samspil med rotationen få skyen til at falde sammen i en skive, hvor store mængder stof samler sig i hjertet af skyen og danner en klump, som med tiden bliver til en lysende stjerne.
\ Fakta
Planetsystemet Kepler 36 befinder sig 1.200 lysår herfra i retning af stjernebilledet Svanen. Planetsystemet ligger i det, som astrofysikerne kalder for ’vores galaktiske baghave’. Det lyder måske lidt absurd, taget i betragtning af, at Voyager med sin fart på 17,2 km i sekundet ville bruge 17 millioner år at tilbagelægge 1000 lysår. Men på astronomisk skala ER det vores baghave, set i lyset af, at vores egen mælkevej alene har en udstrækning på 100.000 lysår.
Den nyfødte stjerne vil være omgivet af en roterende skive af gas og støv, som på ingen måde er jævn og ensartet. Skyen vil være befængt med små ujævnheder, som med tiden vil vokse sig større og større og til sidst være fuldvoksne planeter.
»Hvis planeter dannes af det materiale, der ligger lokalt i skiven, burde planeter i tilstødende baner være meget ens. Men det er ikke det, vi finder i dette solsystem, og det tyder på, at der er begivenheder, vi ikke kender til, eller at der er hidtil ukendte elementer i planetdannelsen,« siger lektor Hans Kjeldsen.
Planetsystemer er under konstant ombygning
Hvad der er sket i dette planetsystems lange historie, kan forskerne endnu kun gisne om. Observationerne vidner om, at dette stjernesystem er ældgammelt og dermed må have stået mange strabadser igennem i sin lange levetid, der på den ene eller den anden vis kan have rystet planetsystemet i sin grundvold.
En mulighed er, at en eller flere planeter har bevæget sig ind i planetsystemet og har skabt kaos i de indre planeters baner og deres indbyrdes rækkefølge.
En anden er, at gas- og klippematerialet oprindeligt optrådte i samme område af skiven og på forunderlig vis samlede sig i to kloder. Der kan også have været flere planeter i spil, der har spillet pingpong med hinanden og igennem deres leg har ændret på stjernesystemets oprindelige struktur.
»Jeg kan forestille mig mange ting, hvoraf nogle allerede nu kan afvises, mens andre skal regnes grundigt igennem, før vi kommer med en dom. Faktum er, at vi endnu ikke ved, hvordan de her planeter er endt i deres respektive baner,« siger Hans Kjeldsen.
Parforholdet er stabilt
Én ting har forskerne dog fundet ud af: de to planeter lever i et stormfuldt forhold, hvor de under hvert eneste stævnemøde trækker i og puffer så meget til hinanden, at de ryger lidt ud af fatning et kort øjeblik. De rokker lidt i deres baner, inden de igen finder melodien og trækker sig tilbage i deres respektive kredsløb om moderstjernen. De to planeter mundhakkes altså lidt, men ikke nok til at de vil gå hver til sit.
»Parforholdet ser ud til at være stabilt og fortsætte i millioner af år. Det giver os ro på, til at kunne udforske dette særprægede stjernesystem i stor detalje og dermed forbedre vores modeller for planetdannelse,« siger Christoffer Karoff.
Studiet af Kepler 36 involverer følgende danske forskere i prioriteret rækkefølge: Jørgen Christensen-Dalsgaard, Christoffer Karoff og Hans Kjeldsen (Aarhus Universitet), Lars A. Buchhave (Københavns Universitet), Rasmus Handberg, Mikkel N. Lund og Mia Lundkvist (alle tre fra Aarhus Universitet).
