Mineral opkaldt efter Nielsen

Et hidtil ukendt mineral er blevet døbt nielsenit. Nielsenit er fundet i nogle skærver fra den såkaldte Skærgaardsintrusion i Østgrønland af den russiske geolog Nikolai S. Rudashevsky. Og det er Rudashevsky og den canadiske geolog A. M. McDonald og deres kolleger, som nu har beskrevet nielsenitten i tidsskriftet The Canadian Mineralogist.

Den danske Nielsen

Det er også Rudashevsky, som har foreslået navnet på det nye mineral. Så hvor finder vi den Nielsen, som har givet navn til det østgrønlandske mineral? Troels F. D. Nielsen er hans fulde navn, velkendt i internationale geologkredse og ansat på De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Nogle vil måske undre sig over, at Rudashevsky ikke selv har benyttet sig af, at det er ham, der har gravet det nye mineral frem af den grønlandske bjergart. Rudashevskynit burde klinge betydelig mere lifligt i hans øre end Nielsenit. Men det har end ikke været overvejet. Det er nemlig en ufravigelig gentleman-agreement blandt geologer, at man ikke opkalder et nyt mineral efter sig selv. I stedet vælger man en død eller nulevende geolog eller en person med betydning for geologien, som man ønsker at hædre.

Og det blev i dette tilfælde den yderst levende og aktive geolog Troels Nielsen, som de udenlandske kolleger ønskede at fremhæve for hans store arbejde med udforskningen af netop Skærsgaardsområdet i det sydøstligste Grønland. Og så er det faktisk også Troels Nielsen, der har hjembragt den prøve fra Skærgaardsintrusionen, som viste sig at gemme på nielsenitten.

En streng kontrol

Tidligere kunne en geolog, som fandt et nyt mineral, blot skrive en videnskabelig artikel og få den godkendt i et forskningstidsskrift. Så havde et nyt navngivet mineral officielt set dagens lys. I dag skal geologen omkring International Mineralogical Association (IMA), hvor en internationalt sammensat ekspertgruppe med mere end 30 medlemmer fra forskellige lande skal have mineralet igennem hænderne, før det kan godkendes.

Danmarks repræsentant har fra 1991 og indtil for nylig været lektor Ole Johnsen fra Statens Naturhistoriske Museum.

»For at øge kontrollen og sikre, at der var tale om et distinkt mineral i forhold til allerede beskrevne mineraler, nedsatte IMA for omkring 50 år siden en kommission, Commission of New Minerals Nomenclature and Classification,« fortæller Ole Johnsen.

Kommissionens medlemmer har siden kontrolleret, at de indsendte mineraler opfylder kravene om, at de forekommer i naturen, har en fast krystalstruktur og en veldefineret kemisk sammensætning, og at de ikke tidligere har været beskrevet.

Mineralet kommer kun igennem nåleøjet, hvis der er et kvalificeret flertal for det i kommissionen. Og bliver der rejst velbegrundet kritik fra nogle af medlemmerne, kan formanden for kommissionen vælge at underkaste mineralet nye granskninger, indtil al tvivl er borte. Først da bliver der givet grønt lys for den videnskabelige dokumentation.

Mange nye mineraler

Kommissionens medlemmer har haft nok at se til de seneste årtier. Der ligger i dag beskrivelser af omkring 4.000 mineraler i den internationale database. Heraf er halvdelen kommet til alene siden 1970.

»De mange nye mineraler afspejler, at der hele tiden udvikles nye undersøgelsesmetoder, som gør os i stand til bedre at se, hvor de enkelte stoffer sidder i krystalgitteret,« fortæller Ole Johnsen.

Man så en dramatisk vækst i 1970’erne, hvor man begyndte at undersøge de kemiske forhold ved hjælp af elektronmikrosonde. Med den metode kan man på et ganske lille område få så mange detaljer om kemien, at man kan sammenligne den med andre mineralanalyser. Antallet af nye mineraler har derfor ligget på en 50-60 stykker om året de seneste årtier og holdt sig nogenlunde stabilt siden 1970.

Der er selvfølgelig en øvre grænse for, hvor mange nye mineraler der kan findes. Men ingen ved, hvor vi f.eks. ligger omkring 2050. Nogle mener, tallet vil ligge på omkring 7000. Andre, at det vil være helt oppe på 11.000.

Det er bemærkelsesværdigt, at en meget stor del af de mineraler, som IMA har godkendt de seneste årtier, kommer fra nogle få geologiske formationer i verden: Kola Halvøen i Rusland, Mont Saint-Hilaire i Canada og det sydlige Grønland. Blandt de grønlandske er især Ilimmaasaq en produktiv lokalitet, som i alt har bidraget med 30 nye mineraler, heraf alene 13 siden 1970. Men også i Ivittuut og i Skærgaarden er der fundet flere.

Hæder til geologer

Denne gang var det en nulevende geolog, som blev spurgt og accepterede at få et mineral opkaldt efter sig. Og Troels F. D. Nielsen er kun den sidste af en lang række danske geologer, som er blevet hædret for deres arbejde. Ikke mindst i forbindelse med deres arbejde i Grønland.

Men også en række af geologiens pionerer har givet anledning til nye mineralnavne som rinkit, steenstrupin, ussingit, kornerupin. Og ikke mindst området omkring Ivittuut med kryolitforekomsten har bidraget til listen med f.eks. bøggildit, bøgvadit, thomsenolit, jarlit og weberit.

I øvrigt har vi også en johnsenit. Ole Johnsen fik i 2004 udødeliggjort sit navn, da to canadiske kolleger besluttede at hædre ham for hans arbejde ved at opkalde et nyt canadisk mineral efter ham.

Denne artikel bringes i samarbejde med Dansk Polarcenter og kan også læses i Magasinet Polarfronten 2/08