Verdensnaturfonden WWF's Living Planet Report 2018, som blev publiceret 30. oktober, leverer videnskabelig evidens for, hvad naturen har forsøgt at fortælle os gentagne gange:
Menneskelig aktivitet skubber de naturlige systemer, som understøtter livet på Jorden, til kanten.
Rapporten afslører, at populationsstørrelsen er faldet med 60 procent blandt hvirveldyr - pattedyr, fisk, fugle, amfibier (padder) og krybdyr - mellem 1970 og 2014.
Syd- og Centralamerika er særlig hårdt ramt; her er populationsfaldet på op til 89 procent.
Rapporten har nogle begrænsninger
Rapporten, der er én af de mest omfattende globale analyser af biodiversiteten, har dog sine begrænsninger:
- Den registrerer udelukkende hvirveldyr
- Prøvetagningen er ikke standardiseret på tværs af økosystemer
- Rapporten ignorerer genetisk forskelligartethed
Det er også værd at bemærke, at andre globale studier rapporterer andre tal for nedgangen i biomassen.
Et studie publiceret i Nature, der gransker plante- og insektarter, estimerer et fald i artsmangfoldigheden på cirka 11 procent, og et andet studie fandt et fald i mængden af flyvende insekter i tyske naturreservater på 75 procent i løbet af de forløbne 27 år frem til 2016.
Det er store misforhold, hvilket tydeligvis viser, der er behov for, vi undersøger dem yderligere.
Men overordnet understøtter størstedelen af disse studier konklusionen om, at biodiversiteten daler med alarmerende hastighed.
Debatten er delt i to
Debatten om tabet af dyrelivet deler sig i to. Argumenterne lyder henholdsvis:
- Det er en både naturlig og acceptabel konsekvens af menneskelige fremskridt. Historisk er vores velstand steget gennem udnyttelse af de naturlige omgivelser, og det har ført til højere globale levestandard samt mere frihed og flere muligheder.
- Vi kan kun presse biodiversiteten så langt, før vi truer vores lille klodes respiratorsystem; biosfærens evne til at regulere vores klima, bestøve vores afgrøder, rense vores vand og nedbryde vores affald.
Biologen Paul Ehrlich drog engang en analogi: Tabet af arter i økosystemerne er som at fjerne bolte og møtrikker på et flyvemaskine. Flyet holder sig måske i luften i et stykke tid, men på et eller andet tidspunkt styrter det.
Presserende, at vi finder nye måder at kvantificere risici
Det har ført til forsøg på at kvantificere 'sikre grænseværdier' for nedgang i biodiversiteten, eller såkaldte planetære grænseværdier, som vi ikke må overskride, hvis vi ønsker at afværge et katastrofalt 'tipping point'.
\ Stort tema i gang
I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden. Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft til, om det giver mening at spise mindre kød. Hvad siger videnskaben? Hvad kan man gøre hjemme fra sofaen?
Du kan også få gode råd i vores Facebook-gruppe, hvor du kan være med i overvejelser om artikler og debattere måder at redde verden på.
Selv om det er et overbevisende koncept, er der adskillige tungtvejende problemer omkring implementeringen; blandt andet usikkerheden omkring omfanget af tabet af biodiversiteten og hvilke konsekvenser, det vil få for menneskeheden.
For at sammenligne det med klimaforandringerne bestræber mange regeringer og beslutningstagere sig først, efter at der er sat tal på de økonomiske konsekvenser gennem omhyggelige analyser, der sammenholder klimaforskning og økonomi.
Det er derfor presserende, at vi finder nye måder at kvantificere risiciene for at tilskynde til handling.
Men selv hvis vi kan klarlægge risici, kan vi så overhovedet stoppe tabet af biodiversitet?
Vi er temmelig sikre på de forskellige risici forbundet med global opvarmning, men nationerne har alligevel svært ved at opfylde Paris-aftalens målsætninger, for ikke at tale om de endda større emmissionsreduktioner, der skal til for at afværge, at kloden bliver endnu varmere.
Løsninger skal findes på regeringsniveau
For nylig var jeg involveret i en tværvidenskabelig analyse af det globale fødevaresystem; én af de helt store skurke i tabet af biodiversitet.
Analysen identificerede en række mekanismer, der 'fastlåser' vores fødevaresystem på en ubæredygtig måde.
Mange føler sig magtesløse i forhold til forandringer af de globale systemer og peger derfor på faktorer på regeringsniveau som den kommende forlængelse og fornyelse af Konvention om biologisk diversitet (en international traktat, som blev underskrevet 5. juni 1992 på topmødet i Rio de Janeiro, som trådte i kraft 29. december 1993. Traktaten ses ofte som et nøgledokument angående bæredygtig udvikling, red.)
Private interesser sættes før naturen
Selvom klog ledelse er afgørende, er der mange faktorer på individuelt niveau, der bidrager til faldet i biodiversitet, eksempelvis kostvalg og forbrugervalg.
Vores institutioners struktur afspejler i sidste ende vores tankegang, så vi har mulighed for at initiere positive forandringer ved at vedkende os vores afhængighed af naturen.
Stigende individualisme har tilskyndet en økonomi, der sætter private interessser før naturens ve og vel.
Vores forbrug og de ting, vi køber, kan ødelægge miljøet på den anden siden af kloden.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Vi skal glemme 'jeg' og fokusere på 'os'
Derfor efterspørger WWF bedre data, der kan sammenkoble forbrugerne og konsekvenserne af deres adfærd.
Når det er sagt, vil jeg dog gerne også fremhæve noget positivt: Vores stadig mere forbunde verden skaber 'sociale smittebærere', der spreder positiv og ansvarlig adfærd.
Små individuelle forandringer kan blive til en kaskade, der forårsager et helt andet ‘tipping point’ mod en mere bæredygtig levevis.
Hvis vi virkelig ønsker at slå bremserne i for tabet af biodiversitet samt sikre en sikker kurs for nuværende og fremtidige generationer ombord rumskibet ‘Jorden’, skal vi tænke ud over regeringerne og glemme det selvoptagne ‘jeg’ - for løsningen findes blandt ‘os’.
Tom Oliver har modtaget støtte fra Natural Environment Research Council (NERC), Natural England og Biotechnology and Biological Sciences Research Council (BBSRC). Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
