Efter en lidt hidsig vintermåned nåede vi så frem til årets første forårsmåned marts, hvor vi passerer forårsjævndøgn. Det sker 20. marts, hvor nat og dag er lige lange – med 12 timer til hver.
Og som et andet varsel om, at vi går mod lysere tider, så går vi 28. marts over til sommertid her i Europa.
Det betyder rent praktisk, at vi skal stille urene en time frem – senest klokken 2 om natten 28. marts. Solen står samme morgen op lidt før klokken 7- og derefter er det sommertid.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Hvad planeterne angår, så holder de sig stort set på daghimlen. Tilbage er heldigvis stadig den røde planet Mars, der kan følges på aftenhimlen efter mørkets frembrud, og indtil den går ned – hele måneden omkring 2.30 om natten.
Og så er det som sædvanlig muligt at følge Månen, der kan opleves i alle sine faser med nymåne 13. marts og fuldmåne 28. marts, og som i månedens løb passerer både Mars og forskellige klare stjerner og stjernetåger.
En god dato er 19. marts på aftenhimlen i vest omkring klokken 22, hvor et smalt månesejl kan ses mellem de to røde stjerner Aldebaran – Tyrens røde øje – og Mars – den røde planet. Og så kunne man jo passende lade tankerne gå tilbage til den vellykkede landing på Mars 18. februar, hvor roveren Perseverance, som den femte i rækken, kom vellykket ned på marsoverfladen.
Lidt under denne triade af Aldebaran, Månen og Mars finder vi stjernetågen Plejaderne, også kaldet syvstjernen, som er en hob af meget unge og klare stjerner.
Hvis vejret er klart nok, kan man jo more sig med at se, hvor mange stjerner man kan tælle med det blotte øje. Og med bare en mindre kikkert vil man kunne se langt flere stjerner i denne hob.
5.-6. marts meget tidligt på morgenstunden omkring klokken 4 ses Månen i sidste kvarter lavt på himlen i sydøst nær den klare røde kæmpestjerne Antares i Skorpionen. Antares fik en særlig omtale i februars ‘Kig op’-artikel.
22.-23. marts på aftenhimlen i sydøst omkring klokken 19 finder vi halvmånen lidt under stjerneparret Castor og Pollux i Tvillingerne. Og endelig 25. marts på aftenhimlen i sydøst omkring klokken 19 ses Månen lige over den klare stjerne Regulus i Løven. Her er Månen bare tre dage fra fuldmåne.
Stjernebilledet Cepheus byder på spændende stjerner
I februar fulgte vi Mælkevejens lysende bånd hen over himlen og begyndte ved stjernebilledet Cassiopeia på den nordlige himmel.
Lidt øst for Cassiopeia og næsten helt i retning nord og lidt under Polarstjernen ser vi stjernebilledet Cepheus, der med lidt god vilje kan sammenlignes med et klassisk kirketårn med et firkantet fundament, der afsluttes med et tårn, som går op i en spids.
Cepheus er et af de 48 stjernebilleder, der blev kortlagt allerede af den græske videnskabsmand Ptolemæus i kataloget Almagest omkring år 150. Cepheus var konge af Etiopien. Andre berømte stjernebilleder fra kataloget er Orion og Tyren.
Stjernebilledet Cepheus er værd at bemærke for to specielle typer af stjerner.
For det første får vi her et ret stort udvalg af himlens allerstørste kæmpestjerner.
For det andet er stjernen Delta Cephei nok den mest berømte stjerne i Cepheus, fordi den er prototypen på den gruppe af stjerner, der går under betegnelsen ‘de Cephiede variable stjerner’.
Vi nævner først et par stykker af superstjernerne:
RW Cephei er en orange superkæmpe, der har en diameter på 1.000 gange Solens diameter, og det betyder, at hvis denne stjerne blev anbragt på Solens plads, ville den række helt ud over Jupiters bane. Den syner desværre ikke af meget på himlen, da den er over 11.000 lysår borte.
I størrelse overgås denne stjerne dog af My Cephei, en rød superkæmpe, der anbragt på Solens plads ville række helt ud til Saturn. Afstanden er omkring 10.000 lysår.
Nok er disse stjerner store, men da de er langt borte, er de ikke specielt klare på nattehimlen. Anderledes klare ses de dog i infrarødt lys, simpelthen fordi de udsender det meste af deres stråling i dette område.
Den klareste stjerne i Cepheus, Alderamin, er en helt almindelig stjerne på størrelse med Solen. Den ser klar ud, simpelthen fordi den kun er 49 lysår borte.
Cepheiderne bruges til at bestemme afstande i rummet
Delta Cephei og de andre Cepheide variable stjerner er stjerner, der skiftevis udvider sig og trækker sig sammen og derfor varierer i lysstyrke.
Nogle Cepheider varierer på få døgn, mens andre er uger eller måneder om en periode. Der er en sammenhæng mellem disse stjerners periode og deres absolutte lysstyrker. Jo længere perioden er, jo stærkere lys udsender stjernen.
Derfor kan denne type stjerner bruges til at bestemme afstande i rummet. Man observerer stjernens tilsyneladende lysstyrke og dens periode, der så oplyser om stjernens absolutte lysstyrke. Herefter kan afstanden bestemmes.
Historien Bag Cepheiderne
Cepheide-metoden er historisk interessant og går mere end 100 år tilbage til omkring 1912.
Her fik en af astronomiens berømte kvinder Miss Henrietta Swan Leavitt øje på denne stjernetype i de Magellanske Skyer på nogle fotografiske plader, der var optaget på Harvard Universitets teleskop i Perus bjerge. Vi har fortalt historien om Miss Leavitt i artiklen ’Kvinderne fra ’Pickerings Harem’ træder ud af anonymiteten’.
Men mon ikke astronomen Edwin Hubble har leveret den mest berømte anvendelse af Cepheide-metoden, da han i 1924 målte på Cepheider i Andromedatågen og derved viste, at Andromeda er et selvstændigt stjernesystem langt udenfor vores Mælkevej. Læs mere i: ’Kig op i februar’.
\ Serien ‘Kig op’
‘Kig op!’ giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste begivenheder på himlen og i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden.
Vi runder af med et par nyheder fra ’lokalområdet’:
Mulig planet omkring Alpha Centauri – Den nærmeste stjerne til Solen
Der en muligvis opdaget en exoplanet omkring vores nærmeste nabo i rummet, Alpha Centauri, der er en tredobbelt stjerne blot 4,3 lysår borte.
De tre stjerner er Alpha Centauri A, B og C.
Alpha Centauri A og B er to sollignende stjerner, mens Alpha Centauri C, også kaldet Proxima Centauri, er en lille rød dværgstjerne.
Navnet Proxima Centauri skyldes, at den er en smule nærmere end A- og B-stjernerne. Man har tidligere fundet en, måske to planeter omkring denne lille røde dværg. Der er dog ikke gunstige forhold for liv her, da stjernen er en såkaldt flare stjerne med hyppige udbrud.
Observationer viser nu, at der med stor sandsynlighed er en planet omkring den største af stjernerne, Alpha Centauri A.
Planeten skulle være omkring tre gange større end Jorden, og hvad mere interessant er, så skulle den befinde sig i den beboelige zone omkring stjernen, altså i nogenlunde samme afstand, som Jorden er fra Solen.
Vi håber, denne observation snart bliver bekræftet, for det kunne da være ret inspirerende at opdage en ’superjordklode’ i livszonen omkring Solens nærmeste nabo.
\ Læs mere
Asteroiden Apophis kommer forbi
Den lille nærjords-asteroide Apophis flyver forbi Jorden 5. marts. Der bliver heldigvis ikke tale om noget nært møde. Den kun 170 meter store klode kommer ikke Jorden nærmere end godt 16 millioner km.
Lidt mere spændende bliver det dog i 2029, hvor Apophis kommer igen – og denne gang sniger sig tæt forbi Den Geostationære Bane med dens mange satellitter, der kredser i en højde på 36.000 km over Jorden.
Farfarout – hidtil fjerneste kendte klode i Solsystemet
Tidligere hed Solsystemets fjerneste kendte klode Farout. Men nu har astronomerne opdaget en endnu fjernere klode i Kuiperbæltet af små iskloder udenfor Plutos bane. Den har så passende fået navnet Farfarout.
Farfarout er så langt borte, at den bruger mere end 1.000 år om et omløb om Solen.
Lige nu er Farfarout observeret i en afstand på 132 AE, eller lidt over tre gange Plutos afstand. 1 AE er Jordens afstand til Solen.
Astronomerne har givet et bud på dens bane, og det viser, at Farfarout kommer helt ud i en afstand på 175 AE, når den er længst borte, og kommer indenfor Neptuns bane, når den er tættest på Solen.
Man mener, at Farfarout er en omkring 400 km stor isklode og dermed blandt de mindre kloder i Kuiperbæltet.
