James Webb Space Telescope, der er efterfølgeren til Hubble, har nået sin første milepæl i 2014. Rumteleskopets design er blevet gennemgået og teleskopets strømsystem, kommunikationssystem mm. er blevet undersøgt.
Dette er den sidste gennemgang af designet for rumteleskopet, og den bliver udført af et panel af uafhængige eksperter.
Teleskopet kan se 13,5 milliarder år tilbage i tiden
Undersøgelsen tager en uge, og alle dele af rumteleskopet diskuteres, for at sikre at det færdige rumteleskop vil være fuldt funktionelt, og at de videnskabelige instrumenter kan give de ønskede resultater og det unikke syn på universet, som forskere har set frem til i mange år.
James Webb Space Telescope vil være i stand til at se 13,5 milliarder år tilbage i tiden og vil derved kunne se dannelsen af de første stjerner og galakser. James Webb vil se universet i infrarødt lys, hvilket vil gøre det muligt at se planeter blive dannet i fjerne stjernesystemer.
James Webb, der vil blive det mest kraftfulde teleskop til dato, er planlagt til opsendelse i 2018 og vil efterfølge Hubble Space Telescope, der efter sin opsendelse i 1990 har givet os nogle af de flotteste billeder af universets mange forskellige objekter.