På et internationalt møde for isbjørneeksperter i København denne sommer fortalte amerikanske forskere, at de havde satellitsporet en isbjørn, som i løbet af 10 dage havde svømmet omkring 600 kilometer fra Alaskas nordkyst i Beaufort Havet op til den faste is i Polhavet.
Isbjørneforskeren, Erik W. Born, som på samme møde blev valgt til ny formand for IUCN's (International Union for the Conservation of Nature) gruppe af isbjørneeksperter, fortæller, at den svømmedygtige bjørn må være gået på land, da isen i foråret begyndte at smelte bort fra Beaufort Havets kyst.
»Man kan forestille sig, at den har fortrudt sit valg, fordi der ikke er meget føde at finde på land, og har besluttet sig til at svømme tilbage til isen, hvor sælerne - som står øverst på bjørnens menu - befinder sig. Det er der ikke noget nyt i. Men med den skrumpende havis er åbenvandsområderne mange steder blevet betydeligt større, og det kan tvinge bjørnene til lange perioder på land, hvis de ikke vælger den lange svømmetur. Derfor er det et godt eksempel på de udfordringer, bjørnene står overfor i en fremtid med klimaforandringer.«
Blandt isbjørneforskere er der ikke nogen vaklen i geledderne.
Klimaforandringerne - især den skrumpende havis i Polhavet - er den største trussel mod bestanden på længere sigt. Og det var da også klimaforandringerne, der i 2008 fik den amerikanske regering til at føje isbjørnen til listen over truede dyrearter.
Mindre plads
Forskerne har siden midten af 80'erne mærket bjørne med sendere i mange egne af Arktis og fulgt dem fra satellit. Det har slået fast, hvad eksperterne i det store hele godt vidste i forvejen: bjørnene foretrækker områder med havis over kontinentalsoklen op til et par hundrede kilometer ud fra kysten. Her finder de deres foretrukne jagtbytte, ringsælen, i stort tal, fordi det er et biologisk produktivt miljø, der med relativ stabil is og ikke særlig stor havdybde virker tiltrækkende på sæler og andre havpattedyr på isbjørnens menukort.
Ved at kombinere data fra sporing af isbjørne fra 1985 til 1995 med data fra perioden 1996 til 2006 har det været muligt at fastslå, hvor isbjørnene foretrækker at opholde sig, og hvordan deres bevægelser har ændret sig. I en ny undersøgelse er denne viden blevet sammenholdt med IPCC's (Intergovernmental Panel on Climate Change) fremskrivninger af issituationen i Polhavet og de øvrige dele af Arktis for at finde ud af, hvordan det vil gå med bjørnenes foretrukne opholdssteder i det 21. århundrede.
Fremskrivningen viser samlet, at isbjørnen vil miste store dele af sin yndlingshabitat omkring Polhavet i løbet af de næste årtier. Gennemsnitligt vil det skrumpe med 68 % om sommeren (fra 1 mio. km2 i 1985-1995 til 0,32 mio. km2 i 2090-2099) og med 17 % om vinteren.
Men der er forskel på at være bjørn i f.eks. det højarktiske, canadiske øhav, hvor isen er ret stabil, og længere sydpå i Hudson Bugten eller i det sydlige Beaufort Hav, eller for den sags skyld i Øst- og Vestgrønland, hvor isdækket varierer meget mere.
Forskerne opdeler bjørnenes foretrukne opholdssteder i fire hovedområder. De største problemer finder man i den såkaldte divergenszone langs den canadiske, amerikanske og russiske kyst, hvor isen smelter væk fra kysten, når sommerens lunere temperaturer sætter ind. Flere analyser peger på, at bjørnene i dette område vil blive presset i fremtiden. De stigende temperaturer vil nemlig få havisen til fortsat at skrumpe, og den tilbageblevne is vil komme til at ligge over uproduktivt hav med stor dybde, omgivelser, der ikke er særligt produktive og derfor ikke tiltrækker sæler.
De samme mørke udsigter er der for områderne med ét-årig is som f.eks. i Hudson Bugten og Baffin Bugten i Vestgrønland. Her bryder isen allerede i dag op meget tidligt og lægger sig igen meget sent, og det vil ifølge prognoserne kun blive værre igennem århundredet og dermed langsomt trække isen helt bort under bjørnene.
»I de to områder, hvor to tredjedele af verdens 25.000 isbjørne lever i dag, forventer man simpelthen, at betingelserne i løbet af dette århundrede bliver så dårlige, at de ikke kan overleve og derfor vil forsvinde,« konkluderer Erik W. Born.
Noget lysere ser det ud i den såkaldte konvergenszone i Nordgrønland og ved de allernordligste kyster af arktisk Canada, hvor is fra Polhavet presser sig på og ligger også om sommeren. Her forventer forskerne, at der også i fremtiden vil være is, som sandsynligvis vil gøre det muligt for bjørnene at overleve på lang sigt. Og det samme vil være tilfældet i det canadiske, højarktiske øhav, hvor fremskrivninger viser, at den flerårige is vil blive liggende i dette århundrede.
Presset vil vokse
Der er forskere, som har forudset, at isbjørnen i kølvandet på den globale opvarmning vil uddø som art. Det har Erik W. Born svært ved at forestille sig. Presset på isbjørnen vil vokse, bestandene vil blive decimeret, men den vil nok ikke uddø.
»Bjørnen har i løbet af sin udviklingshistorie opbygget en fantastisk evne til at tilpasse sig til forskelle mellem varme og kulde, is og ingen is. Det er et stort dyr med en stor bevægelsesevne. Den har ikke noget problem med kulde. Den har ikke noget problem med at svømme. Den har ikke - og det er jo fuldstændig centralt - noget problem med langvarig faste,« forklarer Erik W. Born.
Det er tilpasninger, som isbjørnen har måttet udvikle gennem mange årtusinder i et Arktis med naturlige, store udsving i temperatur- og isforhold.
Isbjørnen kan derfor leve med, at havisens udbredelse varierer fra år til år. Og heller ikke længere varmeperioder som f.eks. under klimatiske optimum for 6000-8000 år siden har øjensynligt kunnet ryste bestandene.
Hvis man forestiller sig, at isen i fremtiden praktisk talt forsvinder i de sydlige dele, så vil bjørnene fra én bestand formentlig søge over til bjørnene i et område, hvor det er muligt at overleve. Og man skal ikke være ekspert i isbjørne for at indse, at det vil føre til øget konkurrence på de skrumpende jagtområder og på længere sigt vil betyde en nedgang i den samlede bestand af isbjørne.
Erik W. Born
»Den har altid været vant til at gå på land, når havisen forsvinder i perioder. I Baffin Bugten er der i dag stort set ikke noget is om sommeren, så der søger bjørnene hvert år på land og klarer en længere fasteperiode på mange måneder. Spørgsmålet er bare, hvor lang fasten kan blive, før det giver alvorlige problemer for det enkelte dyr og dermed for bestandens formeringsevne,« siger Erik W. Born.
Problemet er, at isen bryder tidligere op om foråret, hvor bjørnene normalt indtager 70-80 % af det, de skal leve af resten af året. Derved går de ind i fasteperioden på land med en dårligere kropskondition og har mindre fedtdepoter til at stå imod fasten. For de gravide hunner, der opholder sig på land, inden de går i hi og føder deres unger, betyder det tidlige isopbrud en forlængelse af en fasteperiode på ca. 8 måneder, som de oven i købet nu skal igennem med mindre sul på kroppen.
Born henviser til situationen i Hudson Bugten, hvor isbjørnene i løbet af de sidste 30 år er blevet presset i land tidligere og tidligere om foråret. Her har undersøgelser vist, at bjørnene er blevet lettere, så de har dårligere kropskondition, og at der er tegn på, at nogle af de helt unge og de gamle dyr har fået en større dødelighed. I samme periode er bestanden gået tilbage med ca. 25%. Det mere end antyder, at der er en grænse for evnen til tilpasning.
Øget konkurrence
Alt tyder derfor på, at den reducerede havis i det 21. Århundrede vil sende bjørnene ud på lange vandringer fra deres traditionelle vinterområder til den tilbageværende havis på de nordlige breddegrader.
Og på et tidspunkt kan det ende med, at der bliver så sparsomt med havis, at bjørnene ikke vil søge tilbage til deres traditionelle opholdssteder, men vil slå sig ned i de nye områder med mere stabil is.
»Hvis man forestiller sig, at isen i fremtiden praktisk talt forsvinder i de sydlige dele, så vil bjørnene fra én bestand formentlig søge over til bjørnene i et område, hvor det er muligt at overleve. Og man skal ikke være ekspert i isbjørne for at indse, at det vil føre til øget konkurrence på de skrumpende jagtområder og på længere sigt vil betyde en nedgang i den samlede bestand af isbjørne,« slutter Erik W. Born.
Lavet i samarbejde med magasinet Polarfronten.
