Indlandsisen smelter

Indlandsisen på Grønland

Grønlands indlandsis er den næststørste ismasse i Verden – kun overgået af Antarktis’ iskappe. Indlandsisen dækker 80 % af Grønlands areal og indeholder tre millioner km3 frosset ferskvand. Den er i gennemsnit to km tyk og består af sammenpresset sne fra flere hundrede tusinde år.

Den globale opvarmning får også Indlandsisen og gletsjerne fra Indlandsisen til at smelte. Man ser det tydeligt på Grønland, hvor gletsjerne i den sydlige del bliver tyndere ved randen hver år.

Når man skal vurdere hvor meget ferskvand, der netto løber fra Grønlands indlandsis og ud i havet, må man måle både på nedbør, på afsmeltning som vand fra gletsjere og på hvor mange isbjerge Indlandsisen kælver med.
Klimaforandringerne betyder, at der kommer mere og mere nedbør over Grønland. Over Indlandsisen sker det primært som sne, og lige nu vokser den centrale del af Indlandsisen med ca. fem cm om året. Forskerne angiver tal mellem en og syv centimeter, for det er svært at måle den nøjagtige tilvækst på Indlandsisen. Man bruger primært satellitter til at måle hvor meget sne der kommer, men når det bliver varmere, ændrer sneen struktur og pakker sig på en anden måde. Det kan satellitterne ikke se.

Indlandsisens massebalance

Lige nu er der en positiv overflademassebalance for Indlandsisen – der kommer mere sne til end der smelter fra overfladen. Men forskerne er bange for, at denne balance er tippet inden for bare 30 år. Så smelter der mere fra overfladen end der bliver tilført.

Ved kanten af Indlandsisen er afsmeltningen af sne og is øget dramatisk, og der frigøres flere og flere isbjerge fra Indlandsisen. Disse størrelser er meget vigtige, når man skal vurdere hvor meget ferskvand, der samlet løber fra Indlandsisen og ud i havet.

På satellitbilleder har man siden 1979 fulgt den rand af Indlandsisen, hvor sommervarmen smelter isen til sloss-ice eller vandpytter. Denne zone er blevet større og større, og især gennem de seneste år er området der tør op om sommeren, trukket meget længere ind i landet, se figur 5.2.

Når smeltevandet trænger ned i sprækker af isen, tør isen endnu mere, og vi oplever igen en selvforstærkende effekt i opvarmningen af Arktis. I visse områder får det større mængder af is til at glide ud over klippekanten og ud i havet. Det øger ferskvandstilførslen til havet og får verdenshavene til at stige.

Frem til 1990 var Indlandsisen nogenlunde i ligevægt. Der blev årligt tilført godt 500 GT (gigatons = 109 tons). Ca. halvdelen af det smeltede og den anden halvdel forsvandt som isbjerge.

Iskappens sundhedstilstand

Forskerne betegner den samlede balance i massen af Indlandsisen som iskappens ’sundhedstilstand’. Den er god når der er ligevægt. Men gennem de seneste år har sundhedstilstanden ikke været god – iskappen bliver nu gradvist mindre.

De fleste forskere er enige om, at der nu i gennemsnit smelter ca. 350 GT fra Indlandsisen hvert år. Samtidig frigiver Indlandsisen ca. 430 GT som isbjerge. Den årlige produktion af isbjerge er steget med 30 % gennem de seneste ti år. Så selv om der kommer mere sne til Indlandsisen er massebalancen nu negativ, se tabel 5.1.

Et årligt tab på 430 GT isbjerge fra Indlandsisen svarer til, at hver person på Jorden kunne få 174 liter rent drikkevand hver dag året rundt.

Ser man samlet over de sidste 50 år, er der ikke sket et væsentligt nettotab fra Indlandsisen. De 30 GT der er angivet i tabel 5.1, ligger indenfor de usikkerheder der er på sådanne opgørelser. Men indenfor de seneste år har Indlandsisen tabt betydelig masse til havet – og i perioden 2007 til 2009 er tallet så stort som 260 GT per år.

Det er værd at understrege, at der nu sker et nettotab af Indlandsisen til havet selv om overfladebalancen for indlandsisen er positiv. Indlandsisen vokser altså i højden, men da der smelter en masse vand ved kanterne og frigives en masse isbjerge taber Indlandsisen samlet masse.

Vandstanden stiger i havene

Nettotabet fra Indlandsisen er medvirkende til at vandstanden stiger i verdenshavene. Effekten er stor, både fordi der kommer mere ferskvand ud i havet, og fordi vandet fylder mere når det bliver varmere. For tiden stiger havniveauet med godt tre mm om året og gennem de sidste 20 år er havet steget med fire-fem cm, se tabel 5.2.

I februar 2007 forudsagde FN’s klimapanel, IPCC, at vandet i verdenshavene vil være steget med mellem 17 og 59 cm i år 2100. Men siden da har flere forsknings-resultater peget på, at det er for optimistisk et skøn. De seneste vurderinger fra AMAP (Arctic Monitoring and Assessment Programme) siger, at verdenshavene vil være steget med en meter når vi når frem til år 2100. Det er meget alvorligt for mange lavtliggende lande, se figur 5.4.

Forskerne beskriver iskapperne på Grønland og ved Antarktis som de ’vågnende kæmper’. Og det er tabet af is og vand fra disse kæmper, der for alvor er begyndt at sætte ind, og som kan give verdenssamfundet uoverskuelige problemer.

Gennem de sidste ti år er stigningen i den globale vandstand øget fra 1,8 mm pr. år til nu 3,4 mm per år. Af denne havstigning regner forskerne med, at de store ismasser lige nu bidrager med ca. en mm pr. år, men at det tal vil stige med 0,1 mm pr. år hvert år fremover.

Tabet af Indlandsisen på Grønland bidrager lige nu med ca. 15 % af den samlede globale havstigning. Iskappen på Antarktisk bidrager med lidt mere, mens gletsjere rundt om i verden bidrager med godt 30 %. Ud over de angivne bidrag, får de enkelte kilder vandstanden til at stige yderligere gennem den termiske udvidelse af vandet, da vandet fylder mere når det bliver varmere.

Skulle al Indlandsisen på Grønland smelte, har man regnet ud at verdenshavene stiger med seks-syv meter, mens iskappen på Antarktis vil få verdenshavene til at stige med 57 meter, hvis den smelter.