Mariehønen evigglad gik tur alene på et rabarbarblad.
Sådan opfører en rigtig mariehøne sig nemlig for det meste om sommeren. Men ikke lige nu, hvor du kan se mariehønsene stimle sammen i store forsamlinger på de danske strande, hvor de gnubber sig tæt op og ned ad hinanden.
»Jeg har lige været ved Rubjerg Knude. Der var tapstedet dækket med mariehøns. Hvad skyldes det?« spørger vores læser Simon i en mail og sender et billede med.
Mariehønsenes forsamlinger på strandene er et jævnligt tilbagevendende mysterium. Derfor kaster Spørg Videnskaben spørgsmålet i armene på en mariehøne-forsker i håbet om, at han har et godt svar.
Lektor Hans Peter Ravn fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Skov og Natur og Biomasse på Københavns Universitet har forsket i mariehøns. Han smider straks et svar tilbage til os.
»For det første er der rigtig mange mariehøns for tiden, fordi vi har haft en mild vinter og dermed en tidlig start for bladlusene. Desuden har vejret i juni været gunstigt for både bladlus og mariehønelarver. Og når der er mange bladlus, så har vi også mange mariehøns, som lever af dem,« siger han og forklarer, at den tidlige høst i år også har spillet ind.
»Mariehønsene lever i stort omfang af bladlus i kornmarkerne. Og når pupperne med mariehøns klækker samtidig med, at kornet bliver modent og høstet, så skal mariehønsene ud og finde bladlus andre steder, så de kan blive tykke og fede inden vinteren.«
De danske kornmarker er en af de største fødekilder for mariehønsene.
Uden duften af bladlus ender mariehønsene ved kysten
I jagten på føde flyver mariehønsene ligesom mange andre insekter på tværs af vinden, indtil de kommer på færden af bladlus.
Når de har sniffet sig frem til en flok bladlus' duftstoffer, skifter de retning og flyver op imod vinden for at sniffe sig frem til, hvor bladlusene præcist er.
Nogle gange kan de søge desperat i øst og i vest uden at møde en duft af bladlus, og i et land som Danmark vil de derfor ofte ende ude ved kysterne.
»Ved kysterne standser de op, fordi de er tilbageholdende ved at flyve henover vand, fordi de ikke ved, hvor langt de skal flyve for at finde mad,« siger Hans Peter Ravn.
Mariehønsene forstår tit at samle sig i flokke, fordi de på denne tid af året udsender et duftstof, som tiltrækker de andre mariehøns. De søger sammen i små flokke, fordi vi er kommet tættere på efterår og vinter.
»Når temperaturen kommer under ca. 17 grader, kan mariehønsene ikke flyve. Men de kan stadig kravle, indtil temperaturen kommer under 5-6 grader,« siger forskeren.
\ Fakta
De store flokke af mariehøns på de danske strande består af den almindelige danske syvplettede mariehøne. Kilde: Hans Peter Ravn
Når man ikke kan flytte sig, så er man nødt til at være godt beskyttet. Og det handler den ene af to teorier, om hvorfor mariehøns samler sig, om:
To teorier om forsamlinger af mariehøns:
- Fællesskab giver større sikkerhed for den enkelte. Den røde farve med sorte pletter på ryggen af mariehøner er et advarselstegn til fugle, som gerne vil æde den. Har en fugl én gang smagt en mariehøne, så ved den, at den sortplettede røde farve er lig med en grim smag, som også er giftig. Når mariehønsene samler sig, bliver dette advarselstegn mere iøjnefaldende for mariehønsenes fjender.
- Hurtigt fund af partner giver mere overskud til at opbygge fedtdepot. Overlever mariehønen vinteren, skal den så hurtigt som muligt finde en at parre sig med, når dens stofskifte går rigtigt i gang i foråret. Jo hurtigere mariehønen kan finde en partner, des mere tid kan den bruge på bare at mæske sig i bladlus, så den bliver tyk nok til at overleve den næste vinter. Mariehønen kan lettest finde en partner hurtigt, hvis den vågner op fra sit vinterhi i en flok af andre mariehøns. Hans Peter Ravn har set mariehøns overvintre i flokke på typisk 35 til 40 sammen. Forskeren kan ikke svare på, hvorfor flokkene på strandene bliver så store. Men det er helt sikkert det særlige duftstof, som udløser lysten til at forsamle sig.
»Dagslængden betyder muligvis noget for, at de begynder at udsende det her duftstof. Og tendensen er jo, at dagene nu er kortere. Duftstoffet lokker så de andre til,« siger Hans Peter Ravn.
Flokkene af mariehøns vil sprede sig og samle sig igen, jo længere hen mod vinteren vi kommer. Og rigtig mange af mariehønsene vil dø af tørst, hvis vejret fortsætter, som det gør.
Bidende mariehøns tror, du er en væskefyldt plante
Mariehønsene er nemlig ikke kun sultne. De er også tørstige. De små biller kan nemlig kun finde vand, der hvor de lander. De kan ikke lugte vand og kan derfor ikke søge målrettet hen mod søer eller vandhuller.
De tørstende mariehøns kan derfor godt finde på at bide.
Sidder de på en plante uden vanddråber på, er det næste træk nemlig at bide i planten for at få en slurk plantesaft. De ellers så søde mariehøns kan derfor godt forveksle din hud med en plante og give dig et lille nap, hvis de er rigtig tørstige.
Måske mange mariehøns næste år
De mange mariehøns i år betyder, at vi også som udgangspunkt har en stor tæthed næste år.
Men det er især vejrforholdene i juni næste år, som vil have betydning for, om vi kommer til at vælte os i mariehøns næste år. Det er dog også af betydning, om vi får en tilpas hård vinter. En vinter med skiftende frost og tø vil paradoksalt tage livet af mange mariehønsene.
Fedtdepoterne, mariehønsene lever af om vinteren, har nemlig en begrænset varighed.
»Hvis vi har en mild vinter med temperaturer omkring frysepunktet, så tærer mariehønsenes stofskifte på fedtdepoterne, og så har de ikke meget at leve af i de dage i foråret, hvor de venter på, at bladlusene kommer frem,« fortæller Hans Peter Ravn.
Temperaturerne skal altså være tilpas lave for, at mariehønen går i hi og sparer så meget på fedtdepotet, så den har nok sul på kroppen i det tidlige forår.
Hvis du vil se de store forsamlinger af mariehøns på de danske strande, så skal du ifølge forskeren skynde dig. Fænomenet varer typisk højst to uger. I august og september søger de overlevende mariehøns sammen i de mindre overvintringsgruppe og gemmer sig for eksempel under sålbænke, i nåletræer og i bunker med vissent løv.
Hvis du selv skulle have et spørgsmål, som du vil have videnskaben til at besvare, så send os en e-mail på sv@videnskab.dk. Hvis du bare gerne vil have en T-shirt fra Videnskab.dk, kan du købe den her.

































