Denne artikel blev første gang publiceret 21. maj 2013.
Natten til tirsdag trak en tornado sit dødbringende spor gennem den amerikanske midtstat Oklahoma. Mindst 91 mennesker er omkommet, heriblandt 20 børn, og skoler, huse og hjem er blevet raseret og reduceret til ubetydelige bestanddele, spredt for vinden.
Hvert år bliver USA ramt af 1.200 tornadoer. Det gør det til verdens mest tornadohærgede land, og langt størstedelen opstår i midten af det store kontinent omkring det område, som er kendt som midtvesten.
Her brydes den kolde vind fra nord med den tørre vind fra vest og sydens varme. Tilsammen skaber det de perfekte betingelser for tilkomsten af de djævelske vejrfænomener, der hærger de amerikanske delstater.
Tornadoer består en kæmpe lufthvirvel, som står som en søjle mellem jorden og en sky. Inde i søjlen hvirvles luften rundt til ekstreme hastigheder, kraftige nok til at slynge biler, huse, træer og mennesker rundt.
I den hidtil mest ekstreme tornado 1999 blev vindhastighederne i midten af tornadoen målt til 484 km/t. Dengang var det også Oklahoma, som blev ramt, og 34 mennesker døde, mens der blev forårsaget skader for op mod seks milliarder kroner.
På Videnskab.dk har vi før skrevet om voldsomme vejrfænomener. Her kan du dykke ned i mere viden om tornadoerne:
Kom helt tæt på en dræber-tornado
I 2011 pløjede en rædselstornado igennem staten Alabama i det sydlige USA og forårsagede mindst 128 dødsfald. Det kom oven på en periode, hvor 600 tornadoer på kort tid havde spredt død og ødelæggelse i flere af USAs sydstater.
Et sjældent sammenfald af vejrfænomener i april mentes at være årsagen. Videnskab.dk har talt med meteorolog Niels Woetmann Nielsen fra DMI, som forklarer supertornadoens dynamik.
30 meter høj ild-tornado fanget på film
En australsk filminstruktør var hurtig til at hive kameraet frem, da han i 2012 var vidne til et vanvittigt og yderst sjældent naturfænomen: En tornado, som strakte sig 30 meter ind i himlen og var fyldt med ild.
Sådanne ildtornadoer, eller ilddjævle, er ekstremt sjældne og varer typisk ikke mere end to minutter. De bliver dannet, når en kolonne af varm, opstigende luft kommer i kontakt med – eller forårsager – en brand på jorden.
Se video optaget midt i orkanen Isaacs øje
Orkanens øje er omringet af en mur af tordenskyer, og selvom det er det mest "sikre" sted i orkanen, så lyder det alligevel som en temmelig vanvittig idé at gå derind. Alligevel var det præcist, hvad Patrick Marsh, ph.d.-studerende i meteorologi ved Oklahoma University, gjorde – og så optog han endda bedriften.
Forsker: ’En Katrina-orkan vil slå til hvert andet år’
Orkanen Katrina var en af amerikansk histories mest dødelige orkaner. Orkanen og den efterfølgende stormflod på den amerikanske østkyst kostede 1.836 mennesker livet. Danske forskere har været med til at påvise en sammenhæng mellem Jordens middeltemperatur og forekomsten af de ekstreme vejrfænomener.
Samtidig vurderer FN’s klimapanel, at Jordens middeltemperatur de næste hundrede år kan stige med 3,4 grader. Ifølge de danske forskere vil det give os flere ekstreme vejrfænomener.
»Hvis udviklingen fortsætter, så er det et realistisk scenarie, at vi kommer til at opleve en orkan som Katrina 10 gange oftere. Det vil sige en gang hvert andet år,« siger geofysiker Aslak Grinsted fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
Orkanen Irene blev født af havet
I 2011 lagde østkysten også land til en monsterorkan. Orkanen Irene rasede gennem storbyen New York og en række stater på USA's østkyst, hvor den dræbte over 30 mennesker, rykkede træer op med rode og smadrede mange bygninger.
I aritklen kan du se stattelitbillederne, der viser, hvordan Irene i løbet af få dage voksede op over Atlanten og udviklede sig til en fuldvoksen orkan.
Sandkorn vidner om katastrofal superstorm i Danmark
Monstertornadoer og dødelige orkaner er en sjeældenhed herhjemme. Vores klima giver ikke gunstige forhold for de ekstreme vejrfænomener, men derfor skal vi alligevel ikke føle os alt for sikre.
I 1634 blev vi nemlig ramt af en superstorm, som hærgede kystlinjen langs Vadehavet, og i alt mistede 8. 000 til 15.000 mennesker livet under en naturkatastrofe, som ligner noget, der kunne være forekommet i USA.
En dansk forsker har kortlagt de geografiske konsekvenser af sueprstormen, for han mener, at erfaringerne fra fortidens storme kan bruges i fremtidens klimaplanlægning.






























