Din hund bruger særlige ansigtsudtryk til at kommunikere med dig
Kilde: 
20 oktober 2017

Store, brune hundeøjne og en lille lyserød tunge, der stikker ud af munden. Det kan være svært at sige nej til din hund, når den ser så nuttet ud.

Og det ved den måske godt selv.

Ifølge et nyt studie ændrer hunde nemlig deres ansigtsudtryk, når deres ejer giver den opmærksomhed, skriver theguardian.com

Eksempelvis løftede hundene langt oftere deres øjenbryn, så øjnene så større ud, og de stak tungen mere ud af munden, når ejeren kiggede på dem, end når ejeren vendte sig væk.

»Studiet viser os, at hundenes ansigtsudtryk muligvis er en respons til mennesker – og ikke bare til andre hunde,« fortæller Bridget Waller, der er professor i evolutionspsykologi ved University of Portsmouth og hovedforfatter på det nye studie, ifølge theguardian.com.

I studiet tog forskerne billeder af hundenes ansigter, både når de var alene eller sammen med deres ejer.

De undersøgte også, om hundene udnyttede deres nuttede ansigtstræk mere, når der var mad til stede, men det var ifølge studiet ikke tilfældet.

Hvis du er hundeejer, er du måske ikke overrasket over studiets konklusion, men ansigtsudtryk anses for at være noget menneskeligt, som er baseret på følelser, forklarer Bridget Waller ifølge theguardian.com.

Forskerne understreger dog, at studiet ikke viser, hvad hundenes forskellige ansigtsudtryk kommunikerer til deres ejere, eller om de gør det bevidst. 

Studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

agr

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.