Hajer 'stivner', når de bliver vendt på ryggen – og ingen ved helt hvorfor

Forestil dig, at du ser din yndlingsnaturdokumentar. Rovdyret springer pludseligt frem fra sit skjul, kæberne er vidt åbne, men byttet … går helt i stå. Det ser dødt ud.

For en række dyr kan denne 'fryse-' eller 'stivne'-reaktion (kaldet tonisk immobilitet) redde deres liv.

Pungrotter 'spiller døde' for at undgå at blive spist af rovdyr. Det samme gælder kaniner, firben, slanger og endda visse insekter. Men hvad er det, der sker, når en haj gør det?

I vores nylige studie undersøgte vi denne mærkværdige adfærd hos hajer, rokker og deres nære slægtninge.

I denne dyregruppe bliver tonisk immobilitet udløst, når dyret vendt om på ryggen. Dyret holder op med at bevæge sig, musklerne slapper af, og dyret går ind i en slags trance-lignende tilstand.

En del forskere bruger endda tonisk immobilitet som en metode til at håndtere visse hajarter på en sikker måde.

Men hvorfor sker det? Og hjælper det egentlig disse marine rovdyr med at overleve?

Mysteriet om den 'frosne haj'

Selvom tonisk immobilitet er veldokumenteret hos mange dyr, er årsagerne bag stadig uklare – især i havet.

Man antager generelt, at det er en form for forsvar mod rovdyr. Men hos hajer findes der ingen beviser for, at det skulle være tilfældet, og der er andre mulige forklaringer.

Vi testede 13 arter af hajer, rokker og havmus (Chimaeridae – én af hajernes nærmeste slægtninge, som ofte kaldes 'spøgelseshaj') for at se, om de gik i tonisk immobilitet, når de forsigtigt blev vendt om på ryggen under vand.

Syv arter gjorde, mens seks ikke reagerede på samme måde. Vi analyserede derefter resultaterne med evolutionære værktøjer for at kortlægge denne adfærd gennem hundredvis af millioner års marine evolution.

Så hvorfor er det, at nogle hajer 'fryser' eller 'stivner'?

Vores forskning støtter ikke de tre hovedhypoteser

Der er tre hovedhypoteser, som alle forsøger at forklare fænomenet tonisk immobilitet hos hajer:

• Forsvarsstrategi mod rovdyr – hajen 'spiller død' for at undgå at blive spist.
• Reproduktiv funktion – nogle hanhajer vender hunnerne om under parring, så måske hjælper tonisk immobilitet med at mindske hendes modstand.
• Sensorisk overbelastning – en slags midlertidig 'nedlukning' ved ekstrem stimulation.

Men vores resultater støtter ikke nogen af disse forklaringer. Der er ikke klar evidens på, at hajer har gavn af at stivne eller fryse, når de bliver angrebet.

Faktisk udnytter moderne rovdyr som spækhuggere denne reaktion ved at tvinge hajerne om på ryggen og gøre dem ude af stand til at bevæge sig for derefter at fjerne deres næringsrige lever. Det er en dødbringende strategi.

Den reproduktive forklaring holder heller ikke. Tonisk immobilitet optræder lige ofte hos begge køn, og det at forblive passiv kan faktisk gøre hunnerne mere sårbare over for skadelig eller tvungen parring.

Og teorien om sensorisk overbelastning? Den er endnu uprøvet og udokumenteret.

Derfor foreslår vi en mere enkel forklaring: Tonisk immobilitet hos hajer er sandsynligvis et evolutionært levn; en adfærd, der engang havde en funktion, men som i dag ikke længere tjener et klart formål.

'Primitiv' eller nedarvet egenskab

Vores evolutionære analyse peger på, at tonisk immobilitet er plesiomorf, en oprindelig, 'primitiv' eller nedarvet egenskab, som sandsynligvis fandtes hos tidlige hajer, rokker og havmus. Men i takt med at arterne udviklede sig, mistede mange denne adfærd.

Vi fandt faktisk, at tonisk immobilitet er forsvundet uafhængigt mindst fem gange i forskellige grupper. Det rejser spørgsmålet: hvorfor?

I visse miljøer kan det nemlig være direkte uhensigtsmæssigt at 'fryse' eller stivne.

Små revhajer og bundlevende rokker bevæger sig ofte gennem snævre sprækker i komplekse koralrev, når de søger føde eller hviler.

Hvis de bliver slappe og ubevægelige i sådanne omgivelser, risikerer de at sidde fast – eller noget endnu værre. I sådanne tilfælde kan det faktisk have været en fordel at miste denne adfærd.

Evolutionær bagage

Så hvad betyder det egentlig?

I stedet for at være en smart overlevelsestaktik, kan tonisk immobilitet simpelthen være evolutionær bagage – en adfærd, der engang havde en funktion, men som i dag hænger ved i nogle arter, fordi den ikke er skadelig nok til at blive sorteret fra gennem naturlig selektion.

Det er en god påmindelse om, at ikke alle egenskaber i naturen er tilpasninger. Nogle er bare historiske tilfældigheder.

Vores forskning er med til at udfordre gamle antagelser om hajers adfærd og kaster lys over de skjulte evolutionære historier, der stadig udspiller sig i havets dyb.

Så næste gang du hører om en haj, der 'spiller død', så husk, det muligvis bare er muskelhukommelse fra en meget fjern fortid.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.