For nylig blev fuglenes rekord for længste tilbagelagte afstand i ét træk slået. En ung lille kobbersneppe (Limosa lapponica) fløj således 13.560 kilometer uden at tage en eneste pause på vejen.
13. oktober lettede den fem måneder gamle fugl således fra Alaska, og 11 dage og en time senere landede den 25. oktober i det sydlige Australien i Tasmanien.
Forskerne, der blandt andet har forbindelse til Max Planck Institute for Ornithology, har kunnet holde øje med fuglen, fordi de har monteret en lille 5G-sender på dens ryg.
Fuglen, der af forskere har fået det borgerlige navn 234684, slog rekorden, der førhen lød på 13.000 kilometer.
Det var en rekord, som var sat af dens artsfælle 4BBRW, der faktisk også allerede havde den forrige rekord. 234684 har altså været oppe imod en ambitiøs konkurrent.
Forskernes data viser, at fuglen fløj vest om Hawaii over åbent hav. Den fløj også over stillehavsnationerne Kiribati og Vanuatu, men dog uden at lade sig friste af en pause.
Lille kobbersnepper er kendt for at migrere over særdeles lange afstande. Det forklarer Sean Dooley fra BirdLife Australia.
»Det mest imponerende ved det her er, at de unge fugle migrerer uden de voksne. De voksne letter sommetider allerede fra Arktis seks uger før,« siger Sean Dooley til The Guardian.
