Forskere finder 'forstadier til tale-sprog' i chimpanser
chimpanser tale mundbevægelser forstadie til talesprog

Chimpanser laver 'tale-lignende' mundbevægelser, som måske har forbindelse med talesprogets evolutionære ophav. (Foto: Shutterstock)

Chimpanser laver 'tale-lignende' mundbevægelser, som måske har forbindelse med talesprogets evolutionære ophav. (Foto: Shutterstock)

27 maj 2020

Menneskets nærmeste nulevende slægtninge, chimpanserne, bevæger deres læber i en 'tale-lignende' rytme.

Det konkluderer forskere fra blandt andet University of York i England efter et nyt studie, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

»Vores studie indikerer, at menneskets tale har dybe evolutionære rødder og formentlig fik et lift af de rytmiske ansigtsbevægelser, der eksisterede hos vores og primaternes fælles forfædre,« siger professor Katie Slocombe fra University of York i pressemeddelelsen.

Hun er medforfatter på det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Biology Letters.

Tendensen til at åbne og lukke munden hurtigt under kommunikation med andre er allerede kendt fra orangutanger og andre aber.

Men det er først nu, at forskerne har fundet samme fænomen hos afrikanske menneskeaber, og endda hos menneskets nærmeste nulevende slægtninge, chimpanserne.

Forskerne har analyseret videooptagelser fra fire chimpansepopulationer – to vilde og to i fangeskab.

Optagelserne afslørede, at chimpanserne åbner og lukker munden op til fem gange i sekundet, når de kommunikerer med hinanden.

Den nye opdagelse peger på, at oprindelsen til menneskets tale blandt andet skal findes i disse mund-signaler, skriver University of York i pressemeddelelsen.

Formentlig var evnen til at tale en sammenkobling af nedarvede ingredienser, der allerede udviklede sig i menneskets tidlige slægtshistorie, mener studiets hovedforfatter, ph.d. Adriano Lameria fra University of Warwick.

»Vi har set udtalte forskelle i rytmen (i mundbevægelserne, red.) på tværs af chimpansepopulationer, hvilket indikerer, at de ikke er de automatiske og stereotypiske signaler, der så ofte bliver tillagt vores abe-fætre,« siger Adriano Lameria fra University of Warwick i pressemeddelelsen fra University of York.

»I stedet bør vi, ligesom hos mennesker, begynde alvorligt at overveje, om individuelle forskelle, sociale konventioner og miljømæssige faktorer kan spille en rolle for, hvordan chimpanser begynder at 'snakke' med hinanden,« afslutter Adriano Lameria.

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.