»Det har været sagt, at det kun er os mennesker som frivilligt deler vores mad. Men det var før vi undersøgte bonobo-aben,« siger Brian Hare fra Duke University i en pressemeddelelse.
Han har været med på den første undersøgelse, der har set på bonobo-abernes (Pan paniscus) evne til at dele mad med hinanden. Bonoboen kaldes også dværgchimpanse.
Undersøgelsen er publiceret i det videnskabelige tidsskriftet ‘Current Biology’.
Bonoboer mere gavmilde end chimpanser
Bonoboen er en nær slægtning til chimpansen og til os mennesker. Den kan veje op til omkring 40 kilo og blive 85 cm høj. Den har lidt længere arme og mindre ører end chimpansen, og så har den sort hud i ansigtet.
Chimpanser deler deres mad, når de er unger. Men efterhånden som de bliver ældre, bliver de aggressive, hvis nogen gerne vil have deres mad.
Dværgchimpanserne deler derimod gennem hele livet, og forskere tror, de ganske enkelt ikke har lært ikke at dele.
»Sammenlignet med chimpanser lever bonoboerne i en slags ‘Peter Pan’-verden. De bliver aldrig voksne, og de holder aldrig op med at dele,« siger Hare.
Her kan du se en video fra et af forsøgene:
Resultat af overflod
Forskerne tror den mere gavmilde abe-opførsel er blevet formet af, at de lever i overflod. Dværgchimpanserne bor nemlig i nogle meget frugtbare områder syd for Congo-floden, og de konkurrerer ikke med gorillaer om maden, på samme måde som chimpanserne er tvunget til.
For at undersøge dværgchimpansens evne til at dele mad, placerede forskerne aber sammen i par, inde i et bur med mad.
Her placerede de bonoboer og chimpanser sammen, og det viste sig, at chimpanseungerne delte omtrent lige så meget som bonobo-ungerne, men at chimpanserne delte mindre, efterhånden som de blev ældre.
Derefter placerede forskerne bonoboer i et bur med mad, mens en ensom bonobo sad på den anden side af en låge og kiggede på.
Det viste sig, at aberne hurtigt åbnede lågen for den ensomme abe og delte deres mad med den, uden at den bad om det.

»En chimpanse ville aldrig have gjort dette frivilligt. De kan gøre ting for at hjælpe hinanden, men dele mad, det gør de ikke,« siger Hare.
Chimpanser spørger kun dem med mad
Forskerne testede også hvordan bonoboer og chimpanser beder om mad.
Hos chimpanserne er det at sidde på en stor portion mad et tegn på høj social rang, og chimpanseungerne må lære hvem man kan spørge, og hvem man bør holde sig væk fra.
Et af forsøgene blev foretaget ved at to mennesker stod med mad skjult i hænderne, mens en tredje person stod tomhændet. Dyrene blev opmuntret til at spørge om mad, ved at røre ved hånden hos den person, de ville have mad af.
Chimpanserne lærte hurtigt, hvem der havde mad og lod være med henvende sig til den tomhændede person. Bonoboerne, derimod, prøvede lige meget hos alle personerne.
Forskerne skriver, at det er muligt, at aberne deler deres mad, fordi de er ude efter en eller anden fremtidig gen-ydelse, og mener der skal flere undersøgelser til, før man kan fastslå årsagerne til den tilsyneladende gavmilde opførsel.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov