Forskerne har længe vidst, at opvarmningen som følge af klimaforandringerne, ville blive mest udtalte i Arktis.
Det er der en række årsager til, men klima-feedbackmekanismerne er hovedårsagen.
I takt med at Arktis bliver varmere, smelter sne og is, og som følge bliver mindre sollys reflekteret tilbage ud i rummet.
Øget varmeoptagelse er skyld i endnu mere afsmeltning – og så videre og så videre.
Overfladen vil nu reflektere mindre solenergi og derfor absorbere mere energi. Det øger temperaturen, hvilket igen smelter endnu mere is og sne.
Visuelt overbevisende historie
Det er situationen nu, og jeg beskriver den i min nye bog: 'Brave New Arctic'.
Det er en visuelt overbevisende historie. Konsekvenserne af opvarmningen er evident i de skrumpende iskapper samt asfaltvejene i Alaska, der synker og bølger, i takt med at permafrosten i undergrunden smelter.
For mange mennesker ligger Arktis så langt væk, at historierne ikke forekommer relevante for deres liv.
Det kan også være svært at indse, at kloden bliver stadig varmere, mens man har travlt med at skolve sne fra indkørslen.
Fordi jeg har brugt mere end 35 år på at studere sne, is og kolde steder, er mange ofte overraskede over at høre, at jeg engang var skeptisk over for, om de menneskelige aktiviteter spillede en rolle i klimaforandringerne.
Tog adskillige år at indse
Min bog følger min egen karriere som klimaforsker samt de mange forskeres holdninger, som jeg har arbejdet sammen med.
Da jeg først begyndte at arbejde i Arktis, forstod forskerne det som en region defineret af is og sne med et varierende, men stabilt klima.
Det gik op for os, at regionen var under forandring i 1990'erne, men det tog os adskillige år at indse hvorfor.
Nu forsøger forskerne at forstå, hvad Arktis' igangværende transformation betyder for resten af kloden, og om vi igen vil opleve Arktis, som det engang var.
Arktisk havis smelter. (Video: NASA Goddard/YouTube)
Evidens hober sig op
Evidens på opvarmningen af Arktis strækker sig hurtigt og langt ud over de skrumpende iskapper og bølgende veje:
Grønlandsisen smelter, der er sket et drastisk fald i udbredelsen af arktisk havis om sommeren, opvarmning og optøning af permafrosten, busk og krat vokser nu i tundraområder, der tidligere var domineret af halvgræs, græs, mos samt lav – og sidst, men ikke mindst, en temperaturstigning der er dobbelt så stor som resten af klodens.
Den overdimensionerede opvarmning har endda et navn: Arktisk amplifikation.
Arktis begyndte at røre på sig i starten af 1990'erne. De første tegn var en lille havopvarmning og et synligt fald i udbredelsen af havis.
Hen imod slutningen af 1990'erne var det tydeligt, at der var noget helt galt, men jeg syntes, at det lignende naturlig, klimatisk foranderlighed.
Stemte ikke overens
Jeg mente, at forandringer i det globale vindsystem kunne forklare en stor del af opvarmningen såvel som mindskelsen af havisudbredelsen. Det lod ikke til, at der var nogen grund til at indblande den stigende drivhusgasudlening.
I 2000 slå jeg mig sammen med en række førende forskere med ekspertise i forskellige arktiske forskningsfelter for at foretage en omfattende analyse af evidensmængden af alt det, vi havde observeret, og hvordan vi skulle fortolke observationerne.
Vi konkluderede, at selvom nogle af forandringerne – som mindskelsen af havisudbredelsen – stemte overens med klimamodellernes forudsigelser, så gjorde andre det ikke.
Lige for at gøre det klart; vi spurgte ikke, om konsekvenserne af stigningen af drivhusgaskoncentrationen først ville komme til syne i Arktis; forskningen, der understøttede denne forudsigelse, var nemlig helt solid.
Spørgsmålet var snarere, om konsekvenserne allerede var til at se.
Og med tiden var de – og i dén grad!
Opvarmningen er menneskeskabt
Da vi nåede frem til 2003, accepterede jeg den overvældende evidensmængde: Opvarmningen var menneskeskabt. Jeg begyndte at advare offentligheden om, hvad Arktis fortalte os.
Klimaforandringerne blev virkelig en realitet for mig, da jeg fandt ud af, at de to små iskapper i Canadas arktiske region, som jeg havde studeret i 1982 og 1983 som ung studerende, var så godt som forsvundet.
Min kollega Bruce Raup ved National Snow and Ice Data Center benyttede high-resolution satellitdata til at kortlægge hele verdens gletsjere og iskapper.
Det er et mål, der hele tiden flytter sig, i takt med at de smelter og skrumpler – hvilket bidrager til havstigninger.
Fra iskappe til 'isplet'
En dag i 2016 passerede jeg Bruces kontor. Jeg så, at han sad foran sin monitor, så jeg spurgte om ikke, jeg lige kunne tjekke, hvordan det stod til med 'mine' to iskapper.
Sidste gang jeg så dem i begyndelsen af 1980’erne, var den største af dem cirka 2,5 kilometer på tværs, og efter to somres feltarbejde kendte jeg godt og vel hver centimeter.
Bruce fandt iskapperne, og vi zoomede ind. Vi var begge forfærdede, da vi så, at de var skrumpet ind og nu var på størrelse med et par fodboldbaner.
Iskapperne er endda mindre i dag; blot et par ispletter, der uden tvivl vil forsvinde inden for et par år.
Udvikling vil give genlyd verden over
I dag er der i stigende grad sandsynlighed for, at den arktiske udvikling vil give genlyd verden over.
Den arktiske opvarmning har sandsynligvis allerede effekt på de midterste breddegrader, hvor nord/syd-temperaturgradienten varierer mest.
Afsmeltningen af Grønlandsisen har i stigende grad effekt på havniveaustigningerne.
I takt med at permafrosten tør op, risikerer vi, at den udleder kuldioxid og metan i atmosfæren, hvilket fremskynder opvarmningen af klimaet.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Betydning for hele kloden
Jeg tænker tit på om, de to små iskapper, jeg arbejdede på helt tilbage 1980'erne, vil overleve endnu en sommer.
Forskere er af natur skeptikere, men for os forskere, der studerer Arktis, er der ingen tvivl om, at en omfattende forandring er undervejs.
Mine to iskapper er blot en del af historien.
Spørgsmålet er nemlig ikke længere, om Arktis bliver varmere, men hvor drastiske forandringer bliver – og hvad forandringerne vil betyde for vores klode.
Mark Serreze modtager støtte fra National Science Foundation, National Aeronautics and Space Administration og National Oceanic and Atmospheric Administration. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
