Det er meget omdiskuteret, hvorfor så mange store dyrearter er uddøde verden over i forhistorisk tid. En ny opgørelse viser, at mindst 167 arter af pattedyr over 10 kilo er uddøde i løbet af perioden 132.000-1.000 år siden.
Selvom der har været stor uddøen i det meste af verden, er nogle områder dog blevet hårdere ramt end andre. Det gælder Nord- og Sydamerika samt Australien, hvorimod Afrikas megafauna er langt mere intakt.
De store dyrs uddøen fandt sted på forskellige tidspunkter forskellige steder i verden. Således var der i Australien en massiv uddøen for 40-50.000 år siden, mens det i Nordamerika først skete for 10-15.000 år siden – og frem til for blot 8.000 år siden i Sydamerika. I Europa, Asien og Afrika er de store dyrs uddøen ikke på samme måde koncentreret til en kort periode.
Tværtimod strækker den sig over titusindvis af år og langt ind i holocæn. Man ser desuden ofte, at denne uddøen sker senere på øer, end på det nærmeste fastland.
Et godt eksempel er, at den uldhårede mammut overlevede meget længere på øer ud for Sibirien (4.000 år siden) og Alaska (6.500 år siden) end på fastlandet (10.000 år siden).
Klima eller overkill bag uddøen?
Særligt to hypoteser for de massive tab af store dyr i sen-pleistocæn og det tidlige holocæn er blevet fremført.
Klimahypotesen forklarer tabet med de store klimaændringer i forbindelse med den sidste istid. Overkillhypotesen giver til gengæld det moderne menneske skylden og forklarer de store dyrs uddøen ved jagt og eventuelt menneskeskabte miljøændringer.
De to hypoteser har været hedt debatteret siden 1960'erne. Klimahypotesen findes i forskellige afskygninger rundt omkring i verden. I Australien er der fokus på en tørkeperiode tidligt under sidste istid. I Nordamerika er fokus på en kort, men stærk kuldeperiode lige før sidste istids afslutning, mens både udtørring, regn og det varmere klima i holocæn har fået skylden i Sydamerika.
Nogle vigtige kritikpunkter mod hypotesen er, at den ikke forklarer, hvorfor særligt store dyr blevramt. Tidligere kraftige klimaændringer har ramt mindre dyr og planter i mindst lige så høj grad som store dyr, men mindre dyr og planter har haft en meget lav rate af uddøen i sen-pleistocæn og holocæn.
Blå = nulevende, rød = oprindelig.
(Illustration: Jens-Christian Svenning, kort fra Central Intelligence Agency, USA)
Desuden har der været masser af istider og mellemistider gennem de seneste 2,6 millioner år, så hvorfor skete det massive tab af store dyr først nu? Tidsmæssigt ser man desuden ingen sammenhæng mellem uddøen og det koldeste og mest stressfulde tidspunkt af den sidste istid for cirka 21.000 år siden.
Endelig ser man heller ikke den forventede geografiske sammenhæng mellem uddøen og klimaændringernes styrke. Afrika og Sydamerika oplevede cirka samme lave styrke i klimaændringer, men hvor man i Afrika kun oplevede et mindre tab af store dyr, oplevede Sydamerika et tab på næsten 80 procent af alle arter med kropsvægt over 10 kg.
LÆS OGSÅ: Mennesket har aldrig levet i pagt med naturen
Uddøden - det er vores skyld!
Overkill-hypotesen findes også i forskellige afskygninger, der dog alle peger på Homo sapiens' jagt som årsagen til megafaunaens uddøen. Afrika har været kerneområdet for menneskets udvikling gennem de sidste 5 millioner år, og primitive menneskearter har spredt sig til det sydlige Asien og det sydlige Europa.
Homo sapiens blev udviklet i Afrika mellem 200.000 og 60.000 år siden og spredte sig som det eneste menneske til resten af verden, hvor vi nåede Australien for cirka 50.000 år siden, Europa for godt 45.000 år siden, Nordamerika for cirka 15.000 år siden og hurtigt derefter også Sydamerika. Der er en meget klar sammenhæng mellem menneskets historiske spredning til kontinenterne og de store dyrs uddøen.
Man ser mindst uddøen dér, hvor dyr og mennesket har sameksisteret længst, og størst uddøen dér, hvor det moderne menneske er det første menneske til at indvandre. De store dyrs uddøen sker enten lige omkring det moderne menneskes kolonisering eller senere.
Den primære hypotese er, at dyr og mennesker i Afrika har udviklet sig i sameksistens over flere millioner år, hvorfor de store dyr har haft mulighed for at nå at tilpasse sig menneskers jagt. Modsat har de dyr, hvis første bekendtskab med mennesker var Homo sapiens, ikke haft en chance.
Dronten, moafuglene og diverse kæmpeskildpadder er eksempler på sårbare arter, der blev udviklet isoleret fra mennesker, og som hurtigt uddøde efter mødet med det moderne menneske. Selvom de store dyrs uddøen stadig er omdiskuteret, er der stigende konsensus om, at mennesket har spillet en væsentlig rolle.
Læs en længere udredning af menneskets betydning for de store dyr i artiklen 'Mennesket udryddede alle de store dyr på Jorden'.
