Dansk forskerhold opdager verdens nordligste ø ved et tilfælde
Morten Rasch

Morten Rasch er en af de danske forskere, der ved et tilfælde stødte på verdens nordligste ø. (Foto: Morten Rasch/Københavns Universitet) 

Morten Rasch er en af de danske forskere, der ved et tilfælde stødte på verdens nordligste ø. (Foto: Morten Rasch/Københavns Universitet) 

Kilde: 
30 august 2021

Under en ekspedition i det nordlige Grønland er et dansk forskerhold ved et tilfælde stødt på et stykke land, der menes at være verdens nordligste ø. 

Forskerholdet, der har Morten Rasch fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet i spidsen, troede i første omgang, at de var kommet i land på Oodaaq Ø - verdens hidtil nordligste ø.

Det viste sig dog at være en endnu uopdaget ø, der gemte sig delvist under havisen. 

Det skriver flere udenlandske og danske medier, herunder TV2. 

»Først og fremmest er det da helt vildt at være med til at opdage et nyt land. Men vi har også grinet en del af, at jeg er geolog og alligevel formåede at tage helt fejl af, hvor vi var,« fortæller Morten Rasch til TV2. 

Oodaaq, der indtil for nylig var verdens nordligste ø, befinder sig ifølge nyhedsbureauet AFP godt 700 kilometer syd fra Nordpolen, og øen, som det danske forskerhold har sat fod på, befinder sig 780 meter nord fra fra Oodaaq.

Øen måler ifølge TV2 måler 30 gange 60 meter i størrelsen. 

Her kan du se øen, der nu er den nordligste på Jorden. (Video: Reuters)

Københavns Universitet udtaler i en pressemeddelelse efter fundet af den nye ø, at den er »Grønlands nordligste punkt og et af de nordligste punkter på Jorden«. 

Verdens nordligste ø kan dog risikere at forsvinde igen. Den ligger nemlig så lavt - 3 til 4 meter over havniveau - at den hurtigt kan oversvømmes, lyder det.  

»Den kunne princippet forsvinde lige så snart, at en kraftfuld storm rammer,« udtaler Morten Rasch ifølge AFP.   

Rf

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.