Verden er fuld af forunderligt liv – selv i ekstreme miljøer, hvor det burde være umuligt at overleve.
Bjørnedyr, verdens mindste flercellede dyr med en størrelse på mellem 0,05 og 1,5 millimeter, kan for eksempel overleve i udtørrede saltsøer, indefrosset i Indlandsisen, på 4,7 kilometer dybt vand og på bjergtinder i 6,6 kilometers højde.
Desuden kan bjørnedyret genoplives efter 120 år i dvaletilstand (kryptobiose), hvor de optræder i udtørret tilstand med et væskeindhold på helt ned til 1 procent.
Bjørnedyr har eksisteret 540 mio. år
Tagrender er hverken et særligt ekstremt levested eller spor eksotisk. Men lægger man en dråbe vand fra tagrenden under et mikroskop, kan man i de fleste tilfælde få det lille segmentdelte bjørnedyr at se.
Dyrene findes i klare vingummifarver som orange, rød og grøn, men lever ellers et ganske umærkeligt liv i for eksempel mos og lav, hvor de skaffer næring ved at udsuge plante- og dyreceller.
Bjørnedyrene har dokumenteret 100 millioner år på bagen, men man regner med, at de har eksisteret i ca. 540 millioner år.


































