Udforsk Månens overflade med nye, imponerende kort fra NASA
Nu kan du udforske Månens overflade helt uden at rejse dig fra din stol. Nye kort viser Månens talrige kratere og store højdeforskelle.

(Foto: USGS/NASA/ASU)

For nylig offentliggjorde The United States Geological Survey (USGS) to nye kort, som viser Månens overflade med større deltaljegrad end nogensinde tidligere.

Kortene er sammensat af en hel række billeder taget af NASA’s rumsonde Lunar Reconnaissance Orbiter, som har observeret Månen siden 2009. Det skriver Space.com.

De nye kort er i højere opløsning, de er forbedringer af de gamle Lunar Chart-kort fra 1979, og de dækker hele Månens overflade.

»Disse kort er designet til at hjælpe både forskere og den brede befolkning til at lære Månens overflade bedre at kende. Man kan lokalisere forskellige ting på kortene som for eksempel Apollo-missionernes landingssteder og specifikke kratere. Samtidig kan amatørastronomer sammenligne det, de ser via deres teleskoper med kortene,« skriver USGS på deres hjemmeside.

Lær Månens kratere at kende

Månen er fyldt med kratere, som er blevet dannet ved nedslag af objekter på Månens overflade og vulkansk aktivitet. Kraterne kan ses på det sort-hvide billede, som er en mosaik sammensat af billeder taget af Lunar Reconnaissance Orbiters vidvinkelkamera.

Det blå og hvide billede er et topografi, som detaljeret viser højdeforskellene på Månen. Højeste punkt er Selenean Summit, som er 10.786 meter over Månens gennemsnitshøjde. De blå områder er de lavest liggende dele af Månen, mens de grå dele ligger højt.

Billederne kan ses som galleri ved at trykke på billedet øverst i artiklen.

Nye kort kan give ny viden

De nye billeder kan give en masse ny viden om Månen. For eksempel har forskere længe ment, at vulkansk aktivitet på Månen har været død i længere tid, end det nu viser sig.

»Billeder fra Lunar Reconnaissance Orbiters kamera giver os en kæmpe fordel i forhold til vores viden om Månen,« siger geolog og professor Martin Robinson til USGS.

»Billeder med høj opløsning har afsløret meget unge vulkaner - 10 til 100 millioner år gamle - i modsætning til hidtidig forskning, som pegede mod, at vulkanaktivitet på Månen døde ud for én til to milliarder år siden,« siger han.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker