Kæmpe kortlægning af mørkt stof
Astronomer har lavet den hidtil mest omfattende kortlægning af universets netværk af usynligt mørkt stof.

Det mørke stof i de fire CFHTLenS-områder. Fuldmånen og det tidligere største kort over mørkt stof er indsat til sammenligning. (Foto: Van Waerbeke, Heymans og CFHTLenS-samarbejdet)

Det mørke stof i de fire CFHTLenS-områder. Fuldmånen og det tidligere største kort over mørkt stof er indsat til sammenligning. (Foto: Van Waerbeke, Heymans og CFHTLenS-samarbejdet)

Universets store stjernesystemer - galakserne - og de gigantiske samlinger af galakser - galaksehobe - består hovedsageligt af såkaldt mørkt stof.

Dette mystiske mørke stof udsender ikke lys, men påvirker alligevel sine omgivelser med sin tyngdekraft.

Astronomerne formoder, at ca. 23% af universet som helhed består af mørkt stof, mens galakserne og galaksehobene indeholder op mod 90 procent mørkt stof.

Mørkt stof danner gigantisk kosmisk netværk

9. januar i år præsenterede en international gruppe af astronomer den hidtil mest omfattende kortlægning af mørkt stof i universet. Projektet kaldes Canada-France-Hawaii Telescope Lensing Survey (CFHTLenS)

CFHTLenS har kortlagt det mørke stof i fire områder på himlen. Det mørke stof er blevet kortlagt ved at se på, hvordan det mørke stofs tyngdekraft har afbøjet lyset fra fjerne bagvedliggende galakser.

Observationerne viser, at det mørke stof danner et gigantisk kosmisk netværk, hvor knudepunkterne i netværket er store galaksehobe.

Ti gange større område over tre år

Det mørke stof er så at sige skelettet i universets struktur på stor skala. Computersimuleringer har længe forudsagt dette kosmiske netværk af mørkt stof, men nu kan forskerne se det usynlige med deres egne øjne.

CFHTLenS er dog kun begyndelsen. Over de næste tre år vil forskerne nemlig fortsætte arbejdet med at kortlægge det mørke stof. De forventer at dække et område, der er ti gange større end CFHTLenS.

Jo større dækning kortlægningen får, desto mere indsigt kan forskerne få i det mørke stofs egenskaber og stoffets rolle i opbygningen og udviklingen af universets struktur.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker