Virtuelle gnavpotter skader sig selv

Du kender tonen. Ord som 'Fuck dig', 'Du aner ikke en kæft om det, du skriver' eller 'Stop klynkeriet' flyder på internettet.

I chatrum og debatfora findes der utallige eksempler på grovkornede kommunikationsformer, der giver det perfide, hævngerrige og ondskabsfulde frit spil. Men den, der rammes allerhårdest af den barske sprogbrug, er internet-debattøren selv, mener sprogforsker.

Debattøren skaber sig selv indadtil

»Når man farer i blækhuset og fyrer en bredside af på internettet, handler man ikke bare udadtil, man skaber samtidig sig selv indadtil. Så dybest set gør man skade på sig selv,« siger Sune Vork Steffensen, ph.d. og adjunkt ved Center for International Virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet. Han uddyber:

»Psykologisk ved vi, at vores tanker er formet af vores forhold til objekter og til andre mennesker. Det vil sige, at det, vi oplever som 'inden i', er et resultat af noget 'udvendigt'. Så ved at handle uden empati, omsorg og medfølelse for andre, bidrager vi selv til at skabe hensynsløsheden i os selv. Når vi så møder andre mennesker, har vi reduceret vores følelsesmæssige overskud for at møde den anden med respekt og venlighed.«

Virtuelle spor i verden

Sune Vork Steffensen, der forsker inden for en økologisk sprogtradition (se boks i bunden af siden), arbejder ud fra den antagelse, at sprog og tænkning ikke er noget, der foregår i vores hjerner:

»I den tilgang er sproget og bevidstheden processer, der omfatter hele kroppen og vores fysiske og sociale omgivelser,« siger forskeren og vender blikket mod sammenhængen mellem kultur, internet og internetbruger.

Tre fænomener, der gensidigt indvirker på hinanden, forklarer forskeren.

»Sprogligt sker der det, at når vi taler om 'den virkelige verden' på den ene side og internettet på den anden side, så opfatter vi det typisk som to forskellige ting. Problemet med at opfatte verden og internettet som to forskellige domæner er, at vi tror, vores virtuelle handlinger ikke sætter spor i verden - men det gør de,« understreger Sune Vork Steffensen og uddyber:

»Sproget, måden vi taler på, former vores forståelse af verden - og da vi samtidig handler i verden ud fra vores forståelse af den, skaber vi den virkelighed, vi lever i. Dette er kendt som Thomas' teorem: 'Hvis folk definerer situationer som virkelige, er de virkelige i deres konsekvenser.'.«

Dermed betoner sprogforskeren, at en aggressiv og uforsonlig internetdebat virker tilbage på den enkelte og kulturen og bidrager til en hensynsløs kommunikationsform.

Buddhistisk huskeregel

Sune Vork Steffensen rejser i samme åndedrag en kritik af mange debatforas påståede demokratiske dialogform. Den er, siger sprogforskeren, det stik modsatte, nemlig afgrænsende og udgrænsende.

»Problemet er, at debat-medierne gør brug af nogle teknologiske redskaber, blot fordi de findes. Men hvad er formålet med disse fora? Og hvordan hænger de sammen med mediernes opgave i et demokratisk samfund? Det er svært at se det som andet end en demokratisk fernis, der skal signalere dialog og deltagelse. Men dialogen kommer til at foregå i lukkede kredsløb langt fra det demokratiske samfunds beslutningsprocesser,« siger han og retter en appel til medierne:

»De enkelte medier må påtage sig deres ansvar og forklare, hvilken funktion de ser for deres fora i et demokratisk samfund«, siger Sune Vork Steffensen og påpeger, at mange internet-fora udspringer af en kollektiv kulturel fantasi, som handler om, at internettet er demokratisk, fordi alle kan komme til orde.

Ord skal deles

»Men den opfattelse bygger på det sprogsyn, at det handler om at producere sprog - svarende til at det frie marked handler om at producere varer. Men ord skal ikke blot produceres, de skal først og fremmest deles. Ikke så du får ét ord, og jeg får et andet, men sådan at vi gør ordene til fællesskab.

Problemet med at opfatte verden og internettet som to forskellige domæner er, at vi tror, vores virtuelle handlinger ikke sætter spor i verden - men det gør de

Adjunkt Sune Vork Steffensen

En demokratisk dialog handler først og fremmest om at komme hinanden i møde. Det kan man kun komme, hvis man er ægte interesseret i at forstå hinanden,« siger han og retter en skarp kritik mod dialogformerne i mange chat- og debat-fora:

»Her fokuserer man først og fremmest på at gøre forskellene større og ofte ved bevidst eller ubevidst at tolke andre indlæg på en måde, der er så grel som mulig. Kan en andens indlæg forstås på to måder, vælger mange den mindst venlige tolkning. Den buddhistiske munk og fredsforkæmper Thich Nhat Hanh har sagt, at i en ægte dialog er begge parter parate til at forandre sig. I modsætning til det synspunkt står mange debatfora på internettet,« mener Sune Vork Steffensen.

»De er skrevet ud fra en position, hvor afsenderen gør sig til dommer over andre. Egentlig skulle man indføre en regel - eller et etisk princip - i disse fora: Besvar kun indlæg fra folk, du er villig til at bruge en uge af dit liv på at blive enige med!«

Indbyder ikke til besindelse

Netop tiden - eller mangel på samme - er et nøglebegreb i forståelsen af, hvad der kan få en arrig internet-bruger til tasterne.

»Afstanden mellem at opleve en frustration og have mulighed for at agere på den pågældende frustration er utrolig kort på Internettet,« siger Thomas Ploug, filosof og adjunkt ved Copenhagen Institute of Technology.

Han har skrevet ph.d. om 'Etik i Cyperspace' og mener, at vredesudbruddene og den barske tone først og fremmet udspringer af ugennemtænkte øjebliksfrustrationer. Thomas Ploug sammenligner trangen til at skælde ud med den følelse af vrede, man aktuelt kan stå med, når man har haft en oplevelse med en dårlig mekaniker.

»Vi kender alle til, at vi står i en situation, hvor vi skal have luft for vores surhed. Behovet for at fortælle, at man har været i kløerne på en uduelig mekaniker, kan være stort. Og her giver Internettet mulighed for, at man kan handle omgående og nærgående - og på den måde slippe aggressionen løs i et offentligt rum.«

Tid giver ro

Behovet for at fortælle, at man har været i kløerne på en uduelig mekaniker, kan være stort. Og her giver Internettet mulighed for, at man kan handle omgående og nærgående - og på den måde slippe aggressionen løs i et offentligt rum

Adjunkt Thomas Ploug

I andre sammenhænge, hvor vi oplever lignende frustrationer, peger Thomas Ploug på, at der er en afstand i tid. Det kan være læserbrevet, der godt kan opfattes som en pendant til internettets debatfora, men hvor forskellen dog er iøjnefaldende.

»I læserbrevet kommer frustrationen gennem en tidskrævende proces, hvor refleksionen og eftertanken spiller ind,« siger han og uddyber:

»Tid indbyder til, at man besinder sig. Men internettet indbyder ikke til denne besindelse, fordi den tidsmæssige afstand fra frustration til handling er minimal. Derfor kan man diskutere, om et personligt vredesudbrud siger ret meget om, hvem mennesket bag udfaldet egentlig er.

Radikale grupper

En forklaring på, hvorfor den barske og uforsonlige internet-tone har udviklet sig så kraftigt, skal ifølge Thomas Ploug, blandt andet findes i radikale miljøer.

»Vi oplever radikale politiske og religiøse kræfter rundt omkring i verden, som er med til at skærpe retorikken. Måske er det en betingelse i den her globaliserede verden, at hvis man vil til orde, så må man skærpe sin tone?«

I den sammenhæng efterlyser Thomas Ploug et fokus på at give unge en ordentlig kommunikationskultur med hjemmefra. Ikke kun til gavn for internetdebatten men i lige så høj grad til gavn for omgangstonen generelt.

»Internettet er jo i høj grad også med til at påvirke og forme kulturen og vores måde at tale sammen på. Så påvirkningen går begge veje,« siger han.