Arkæologer har med en ny teknologi skannet jorden ned til tre meter under Stonehenge. Det sladrer om, at området omkring det gådefulde bygningsværk fra oldtiden gemmer på hidtil ukendte huse, monumenter og rituelle pladser.
Skanningerne er blevet samlet i et tredimensionelt kort over, hvad der befinder sig i jorden i området omkring Stonehenge. I alt har arkæologerne afdækket 12 kvadratkilometer – hvad der svarer til 1.250 fodboldbaner.
»Nye monumenter er blevet afsløret, ligesom vi har opdaget nye typer bygninger, der aldrig tidligere har været set af arkæologer. Alle oplysningerne er placeret i et enkelt digitalt kort, der vil fungere som en guide til at undersøge Stonehenge og dets landskab i fremtiden. Det er meget muligt, at vi fra nu af kommer til at opfatte Stonehenge på en helt ny måde,« siger Vincent Gaffney, professor på afdelingen for landskabsarkæologi ved University of Birmingham i en pressemeddelelse.
Flåede kød fra menneskeknogler i stort hus
De britiske arkæologer i forskergruppen Stonehenge Hidden Landscapes skannede jorden med mange forskellige instrumenter. Blandt andre et magnetometer, der kan aflæse magnetfelter, en jord-gennemtrængende radar (GPR) og en 3D-laserskanner.
Flere af disse metoder blev også brugt til at finde Danmarks femte ringborg fra vikingetiden, som for nylig blev afsløret.
Resultatet er et helt konkret 3D-billede af, hvordan området omkring den 4.500 år gamle stensætning har forandret sig i generationer. Kortet afslører blandt andet:
-
17 rituelle kapeller lige i nærheden af Stonehenge.
-
En 33 meter lang træbygning, der er omkring 6.000 år gammel. Den blev sandsynligvis brugt til rituelle begravelser, hvor man flåede kødet fra de dødes knogler.
- 60 gigantiske sten, som er med til at danne et 1,5 kilometer langt 'superhegn' nogle kilometer fra Stonehenge.
Opdagelserne tyder på, at der var mange mennesker ved Stonehenge på samme tid. Dermed mener arkæologerne, at de kan slå en pæl igennem den meget sejlivede idé, at kun en lille religiøs og magtfuld elite havde adgang til stedet.
»Med hjælp fra teknologi fra det 21. århundrede, har holdet bag Stonehenge Hidden Landscapes ændret vores viden om det gamle, dyrebare og meget specielle landskab,« siger Dr Nick Snashall, arkæolog ved Avebury and Stonehenge World Heritage Site til bbc.co.uk.
»Deres arbejde har afsløret hidtil uopdagede steder og monumenter, der viser, hvor meget af historien om det verdensberømte arkæologiske skatkammer, vi stadig mangler at fortælle.«