Vi har fulgt arbejdsløse på kanten af samfundet i to år. Her er, hvad vi lærte om uværdighed

Hvornår følte du dig sidst uværdigt behandlet? Tror du at andre ville opfatte det samme i en lignende situation?

Mange forbinder ’værdighed’ med noget, der er vigtigt at have og godt at blive mødt med.

Men hvad vil det egentligt sige, at blive behandlet uværdigt, og hvornår opstår følelsen af uværdighed? Sker det kun i mødet med systemet?

Vi har faktisk ikke nogen klar definition af, hvad det vil sige at føle sig værdig, og særligt ikke hvad værdighed er, når vi har brug for hjælp fra det offentlige.

I to år har vores forskergruppe fulgt en lille håndfuld borgere på kanten af arbejdsmarkedet for at blive klogere på, hvad værdighed og uværdighed egentligt er, og hvor det opstår.

Vores resultater peger på, at følelsen af værdighed – og ikke mindst uværdighed – hænger tæt sammen med følelsen af at være udelukket fra fællesskabet på arbejdsmarkedet.

Vi har ikke en fælles definition af værdighed

Landets jobcentre er her blevet en kampplads og prygelknabe i spørgsmålet om, hvordan mennesker uden arbejde behandles værdigt og uværdigt.

Det ses i den netop vedtagne beskæftigelsesreform, der lover ’mere værdighed’ – blandt andet ved at nedlægge jobcentrene.

Processen frem til den nye beskæftigelsesreform tyder dog på, at politikere i ønsket om at sikre ’mere værdighed’, har glemt at spørge og diskutere, hvad de uværdige møder skyldes.

Ekspertgruppen, der lavede forarbejdet til reformen, fik input blandt andre fra os. Derudover undersøgte den værdigheds-tilstanden i jobcentrene ved at spørge, hvor mange borgere der oplevede at blive behandlet værdigt.

Men hvad er det, borgerne svarer på, når vi forstår værdighed forskelligt? Det er mildest talt udfordrende at arbejde henimod mere værdighed for borgere på kanten af samfundet, før vi har en fælles forståelse af, hvad værdighed er.

I et forsøg på at etablere et mere solidt grundlag, har vi de seneste to år undersøgt, hvad værdighed er. Arbejdet er mundet ud i flere videnskabelige artikler, en udstilling på Forsorgsmuseet og ikke mindst en podcast her på Videnskab.dk.

Læs mere om podcasten i boksen nedenfor, og lyt til første afsnit i afspilleren herunder. Artiklen fortsætter under boksen.

Værdighed er en subjektiv oplevelse

Lad os træde et skridt ud af den politiske debat, og se på hvad begrebet værdighed er for en størrelse.

Den første vigtige pointe er, at selvom vi kan have store filosofiske diskussioner om, hvad værdighed er, så beror værdighed i sidste ende på en subjektiv oplevelse fra RUC - for eksempel følelsen af stolthed eller af at blive respekteret.

Det er dermed meget svært at sætte på formel eller måle. Samtidig er oplevelser af både værdighed og uværdighed tæt forbundet med, hvordan vi oplever, at andre betragter og behandler os.

Som arbejdsløs gælder det både i mødet med jobcentret såvel som i mødet med arbejdsmarkedet i form af jobsøgning og tidligere job.

Det er netop spørgsmålet om, hvad værdigheds- og uværdighedsoplevelser består af og bunder i, som vi har brugt de seneste to år på at undersøge i forskningsprojektet INDIGMA - (u)værdighedserfaringer fra udkanten.

Vi har fulgt arbejdsløse i Frankrig, USA og Danmark

Vi har ikke spurgt arbejdsløse, om de føler sig mere eller mindre værdige eller vurderet deres oplevelse ud fra vores egen definition af, hvad værdighed bør være.

I stedet har vi forsøgt at observere og forstå oplevelser af (u)værdighed, som de udfolder sig i dagligdagen.

Det kræver tid, fordybelse, tillid og tålmodighed. Vores team har derfor fulgt fem arbejdsløse i tre byer geografisk placeret i udkanten – én i Frankrig, én i USA og én i Danmark.

Teamet har fulgt vores deltagere i deres søgen efter arbejde og i deres møder med velfærdsstaten i form af jobcentret, socialkontoret eller den lokale maduddeling.

Men frem for alt har de fulgt dem i deres dagligdag, og det der fylder mest her: Omsorg for det nære (familie, venner), vedligeholdelse af bolig, og regninger der skal betales; alt imens de forsøger at holde håbet for en bedre fremtid i live.

På trods af det begrænsede antal deltagere, har vi en nærmest overvældende variation i, hvordan oplevelser af værdighed og uværdighed kan væves sammen.

Der findes flere typer værdighed

Samtidig kan vi dog i variationen finde mønstre, som går igen i alle vores livshistorier - om end i forskellige grad.

Det første mønster er, at der grundlæggende er to forskellige typer af værdighed på spil for vores deltagere.

Den første type er værdighed forstået som et ønske hos mennesket om respekt, autonomi og anerkendelse.

Det handler altså om en basal lighed blandt mennesker og en ret til at blive hørt og taget seriøst. Vi kan også finde denne værdighed hos filosoffen Immanuel Kant og i FN’s menneskerettigheder, hvor der i første sætning står, at:

»[...] anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden.«

Det er højtflyvende, men for vores deltagere viser det sig ofte helt konkret i daglige situationer, hvor de eksempelvis føler sig oversete eller behandlet som en ting.

Det kan være i det standardiserede afslag på mail efter en jobsamtale, hvor man har lagt al sin energi. Eller i oplevelsen af at være immobil og usikker i en infrastruktur tilrettelagt dem, der har råd til en bil.

Og det kan være i fyringen fra den ene dag til den anden efter mange år tro tjeneste eller i oplevelsen af at blive mistroet i jobcentret - eller at man ganske enkelt ikke kan komme i kontakt med det.

Hvornår er man værdig?

Disse oplevelser er dog ofte tæt forbundet med den anden type af værdighed, der handler om værd.

Hvor den første type handler om ligeværdighed, handler den anden type om de målestokke, vi bruger til at skelne mellem mere eller mindre værdige mennesker.

Vores deltageres værd bliver i høj grad sat på prøve, først og fremmest fordi vores samfund har placeret den centrale kilde til værd inden for arbejdsmarkedets usynlige mure.

Deltagernes værd bliver også presset af nogle ret drastiske ændringer af vores velfærdsstaters måde at forstå værdighed på.

Lidt karikeret kan man sige, at velfærdsstaten blev født som en beskyttelse mod den uværdighed (usikkerhed, tvang, fremmedgørelse), som arbejdsmarkedet kunne udsætte borgere for, men i dag ser velfærdsstaten arbejdet som adgang til både fællesskab og værdighed.

Derfor skal arbejdsløse borgere ’aktiveres’ og, som for indvandreres vedkommende, underkastes en ’arbejdspligt’.

Ofte bliver arbejdsløse mistænkt for ikke at anerkende arbejdets værdi. De er blevet magelige, dovne eller lider af en ’krævermentalitet’.

Skammen over at ’være én af dem’

Det er meget langt fra det billede, vi ser blandt vores deltagere. I stedet ser vi, hvordan oplevelsen at være uden arbejde vendes til skam over at ’være én af dem’.

Vi ser også, hvordan viljen til at få et arbejde bremses ufrivilligt af smerter, ofte som følge af nedslidende arbejde, eller hvordan de faktisk skaber en masse værdi for deres nære og lokalområder, der bare ikke tæller.

Vi ser også, hvordan vores deltagere forsøger at håndtere balancen mellem at finde et (hvilket som helst) arbejde, og så et arbejde de finder meningsfuldt.

Det er en kamp mellem håb og afmagt og mellem, ofte meget ydmyge, drømme om det gode job og de ofte barske realiteter på arbejdsmarkedet.

Er arbejde lig med værdighed?

Vores data er mættet med fortællinger om uværdige møder med arbejdsmarkedet fra uretmæssige fyringer, chikane, mobning, til nedslidning, udnyttelse og usikkerhed.

Følelsen af uværdig behandling opstår ikke kun på jobcentret isoleret set, som ellers er omdrejningspunktet i regeringens værdighedsreform af beskæftigelsesområdet, men i udelukkelsen fra arbejdsmarkedet.

Når oplevelsen af uværdighed har rødder på arbejdsmarkedet, eller udelukkelsen herfra, kræver det et meget mere nuanceret sprog for værdighed og arbejde, hvor de to ting ikke per automatik er lig med hinanden.

Vores deltagere har kropslige erfaringer med, at det at have et dårligt arbejde er en direkte anledning til at føle sig uværdig.

Et første skridt mod en mere værdig behandling af borgere på kanten af arbejdsmarkedet er derfor netop at anerkende, at alt arbejde ikke nødvendigvis er en kilde til værdighed.

Vi skal blive bedre til at lytte til dem, der oplever uværdighed, for at få en forståelse af, hvordan oplevelsen af at være uværdig er vævet ind i hverdagslivet, og ganske enkelt betyder noget meget forskelligt for forskellige mennesker.

Er det kun arbejdet, der skal afgøre vores værdighed?

At sikre borgere mod uværdig behandling er således ikke noget, der sker alene i mødet med velfærdsstaten og i forhandlingen af ret og pligt.

For at sikre borgere en værdig tilværelse, er det afgørende at forstå og handle på værdighedens kompleksitet og ikke nøjes med at spørge, om borgeren er blevet behandlet værdigt på jobcentret eller ej.

Det er således et fremskridt, når politikerne tager nogle af de lavthængende frugter, der kobles til oplevelsen af uværdighed; nemlig at gøre op med omfattende bureaukrati, der gør det svært at få øje på mennesker i systemet, samt frisættelse af de mest udsatte borgere for at møde sanktioner, hvis de ikke lever op til diverse krav.

Men, et sådant arbejde indebærer også en kritisk afsøgning af, om der reelt set er gode jobs til mennesker.

Og så kræver det en større diskussion af, om vi egentligt som samfund mener, at det lønnede arbejde er den væsentligste kilde til værdighed.

Hvis ikke, så er der ingen grund til, at så mange rammes så intimt af skam og følelsen af ikke at være noget værd, alene fordi man står udenfor arbejdsmarkedet for en stund.