Vågn op - dit liv kører på automatpilot!

Alt det prøvede adfærdsøkonomen Richard Thaler og juristen Cass Sunstein at give svar på i bogen ’Nudge: Improving decisions about health, wealth and happiness’ fra 2008.

Udgangspunktet var den lange liste af ’kognitive bias’, som moderne adfærdsøkonomi har afdækket, og som har det med at spænde ben for vores ønsker om et langt og lykkeligt liv.

Ideen var at vende disse ’bias’– vurderinger der systematisk afviger fra det velbegrundede – så de arbejder for os i stedet for imod os.

Låg fjernede lysten til is

Tag for eksempel et eksperiment, der viser, hvordan lysten til at spise is, hænger sammen med, hvor tilgængelig fryseren er. I forsøget stillede man nogle dage fryseren frem uden et låg og andre dage med et skubbe-låg på.

Det burde i sagens natur ikke betyde det store for vores lyst til is, da der ikke er videre arbejde i at skubbe låget til side, og da folk alligevel altid kunne se isene.

Alligevel kunne forskerne observere, at når fryseren blev efterladt med et åbent låg, havde 30 procent af kunderne lyst til is, mens kun 14 procent af kunderne havde lyst til is, når fryseren stod med låg på.

Forsøget blev udført af professor i psykologi Andrew W. Meyers fra Memphis University, professor i psykiatri Albert J. Stunkard fraUniversity of Pennsylvaniaog Dr. Milton Coll fra Medical College of Pennsylvania (se link forneden).

Vi kan påvirke vores adfærd – politikerne kan også

Situationen med isen og fryseren er blot et enkelt af utallige eksempler på, at vi mennesker ikke altid handler, som om vi svævede oplyste over vandene med et iskoldt overblik og stålfast vilje.

Thaler og Sunstein kaldte de faktorer, der påvirker os mennesker, fordi vi er mennesker, for ’nudges’ – faktorer der påvirker vores adfærd uden at ændre på de valgmuligheder og incitamenter, som ellers er det eneste, der antages at påvirke beboerne i den traditionelle økonomis modeller og universer.

Sandheden er, at normale mennesker har begrænsede ressourcer til at navigere i en stadig mere kompleks verden. Vi bliver trætte, tager mentale genveje som udelader vigtige detaljer, og motiveres som regel af det kortsigtede perspektiv. Vi tænker i bund og grund alle som tegneseriefiguren Homer Simpson.

Thaler og Sunsteins budskab er, at er vi villige til at erkende dette, så har vi muligheden for at ’nudge’ os selv til vores egen fordel.

Politikere gør klogt i at lytte til Nudge-folk

Siden udgivelsen af ’Nudge…’ i 2008 har begrebet haft kraftig vind i sejlene i det store udland. For nudging påvirker folks adfærd uden at fratage dem valg eller gøre brug af incitamentstyring.

Dermed er Nudge-doktrinen, der også går under det nærmest selvmodsigende navn ’libertariansk paternalisme’, tilsyneladende et politisk neutralt værktøj. Det har ført til, at politikerne har taget forskerne bag teorien til sig.

Således er Cass Sunstein i dag ansat som ’Regulatory Tzar’ i Barack Obamas administration, og Richard Thaler er blevet rådgiver for den engelske primierminister David Camerons kontroversielle nudge-enhed.

Siden da er mange erfaringer blevet høstet, og meget tyder på, at danske politikere, policy-magere og NGO’er gør klogt i, at spidse ører, når Richard Thaler kommer til København for at give et stort foredrag den 21. oktober.

For åbner man først døren til adfærdsøkonomiens verden, er det svært at undgå at se potentialet.

Vi gider ikke ændre standardindstillinger

Tag for eksempel fat i din mobiltelefon: Er du som de fleste andre mennesker, så har du beholdt den ringetone og andre standardindstillinger, som din mobiltelefon faldt ud af æsken med (se boks i bunden).

Det skyldes, at vi som mennesker har en indbygget tendens til ’at gøre som vi plejer’ (sover du på den samme side af sengen, hver aften?) og udskyde ændringer, særligt når en ændring kræver lidt indsats (har du fået indstillet kanalerne på fjernbetjeningen, så kanalerne passer?).

Denne tendens har man afdækket siden William Samuelson, der er professor i markeder, offentlig politik og jura ved Boston University School of Management, og Richard Zeckhauser, professor i politisk økonomi ved Harvard University, beskrev den i deres klassiske forskningartikel ’Status Quo Bias in Decision Making’ i 1988.

Ringetoner og pensionsopsparinger - nudging gælder det hele

Men situationen forbliver den samme i dag: Vi kunne måske godt tænke os at skifte til en anden ringetone, men ’vi gør det i morgen’. Hvad der gælder for standardindstillingen for ringetonen på din mobil, gælder også andre steder:

Standardindstillingerne på dit abonnement på de kulørte magasiner du aldrig får læst, det mobil-abonnement du tegnede i sin tid, den plan for pensionsopsparing du valgte i banken og din manglende tilmelding til organdonor-registret.

Du kunne måske godt tænke dig, at du havde ændret disse grundindstillinger – at du havde fundet tiden til at afbestille dine tidsskrifter, vælge et bedre mobilabonnement, skiftet til en bedre pensionsopsparing og tilmeldt dig donorregistret – men du har ikke fået det gjort, selvom du selvfølgelig stadig planlægger at gøre det i morgen.

Hverken indskrænket valgfrihed eller styring

Det er i situationer som disse, at Richard Thaler og Cass Sunstein foreslår, at politikere og policy-magere erkender deres aktive rolle som ’valg-arkitekter’.

Valg-arkitekter har både mulighed og ansvar for at indrette situationer således, at for eksempel grundindstillingerne, og dermed vores tendens til at springe over hvor gærdet er lavest, arbejder for os i stedet for imod os.

Og som sagt er en sådan tilgang til at påvirke vores adfærd tilsyneladende politisk neutral, eftersom en ændring af grundindstillingerne hverken medfører indskrænket valgfrihed eller styring via afgifter og skattelettelser.

SKAT har gjort det let for os

Et sted i Danmark, hvor man allerede tænker i disse baner med succes, er hos SKAT. Her har overgangen til den automatiske selvangivelse afløst et komplekst system, som folk kunne få grå hår af at håndtere.

Overgangen var motiveret af, at SKAT korrekt vurderede, at udfyldelsen af en selvangivelse var en handling vi udførte så sjældent, at vi aldrig ville mestre den.

I dag kan vi således stadig selv korrigere vores selvangivelse, hvis vi ønsker det, men SKAT har gjort standarden til noget, vi alle kan bruge, i stedet for et blankt skema.

Andre er ikke helt med endnu. Man kan for eksempel kun glæde sig til den dag, feriepengene automatisk biliver overført til ens NEMkonto, ligesom SKAT automatisk tilbagebetaler overskydende skat på denne.

Organdonation: Opt-in eller opt-out?

Men hvad med organdonation? Her har nudge-doktrinen inspireret flere til at foreslå en ’meld-dig-fra’ (opt-out) ordning, da den - givet vores status-quo tilbøjelighed – alt andet lige kan forventes at føre til langt flere tilmeldte i organdonorregistret, sammelignet med det nuværende ’meld-dig-til’ (opt-in) system.

Dette står dog i modsætning til den brede politiske holdning, hvor troen på, at vi kan overvinde en universel psykologisk status quo-bias i det frie valgs navn, hersker – en tro på idealet frem for mennesket, som nogle ynder at sige.

For Thaler og Sunstein formår nudge-doktrinen dog at skabe kompromisser mellem sådanne potentielt modsatrettede hensyn, som friheden til at vælge selv og samtidig tænke den større sammenhæng ind.

Nudging handler også om etik og frit valg

Nudging handler om at anerkende den enkeltes ret til at vælge selv, og samtidigt hjælpe med at skubbe tingene i netop denne retning. Og her synes meld-dig-fra systemet ikke at være den optimale måde at gøre dette på.

Derfor har den engelske nugde-unit, som Thaler rådgiver, også foranlediget indførelsen af ’tvunget stillingtagen’ angående tilmelding til organdonorregistret i forbindelse med udstedelse af kørekort, frem for at foreslå det ellers effektive opt-out-system.

Målet med nudging i denne forbindelse er nemlig ikke blot at maksimere antallet af indskrevne i donorregistret, men snarere at få folk til at tage stilling. Nudging har således også en vigtig etisk dimension.

Fedtskat eller fede skatter?

Men hvor er det så, at den nye regering, offentlige administratorer og policy-magere særligt kan lære noget, når Thaler gæster København på fredag? Et konkret eksempel er fedtskatten:

En af de særlige ting, som nudge-doktrinen fokuserer på, er, om offentlige tiltag faktisk virker. Her kan man spørge sig selv, om den nyligt indførte fedstskat faktisk har en effekt.

Med andre ord kan du spørge dig selv, om du i de seneste uger har afholdt dig fra at købe et stykke wienerbrød, fordi det kostede 50 øre mere? Næppe. Men har nøglehuls- eller fuldkornsmærket fået dig til at flytte hånden fra et stykke brød til et andet? Det er til gengæld meget muligt.

Nudge-doktrinen kan gøre vores hverdag lettere

Sidstnævnte er blot et af de mest simple eksempler på nudging, når det virker bedst: En påvirkning sat ind på det rette tidspunkt, der ikke så meget informerer eller manipulerer med os, men snarere husker os på, på det rette tidspunkt, hvad vi egentlig ønsker for os selv.

Nudge-doktrinen indeholder dog også en lang række mere utraditionelle tiltag i stil med, at putte låget på is-fryseren. Man kan gøre tallerkner mindre, stille frugten forrest og vælge andre dokumenterede tiltag, der arbejder uden om vores umiddelbare opmærksomhed.

Spørgsmålene er dog, om politikernes opmærksomhed kan række ud over løsninger, der tjener flere penge til en slunken statskasse her og nu, til også at medtage præventive tiltag, der faktisk virker, samt hvor befolkningen mener, at grænserne bør gå for fælleskabets forsøg på at påvirke den enkeltes daglige adfærd.