Stenaldermennesker kremerede afdød for 9.000 år siden
bål stenalder kremation israel brandgrav

Arkæologer i Israel har fundet en brandgrav fra stenalderen, som er en af de ældste i verden. (Foto: Shutterstock)

Arkæologer i Israel har fundet en brandgrav fra stenalderen, som er en af de ældste i verden. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
17 august 2020

I titusindvis af år har mennesker begravet deres døde. Men på et tidspunkt blev man altså enige om, at det kunne være ret smart at brænde dem i stedet.

Hvornår overgangen skete, er der ingen, der ved, men nu har arkæologer i Israel gjort et fund, som kan give os et praj. Det skriver New Scientist.

Under udgravningen af en stenalderlandsby, som var beboet i perioden 7.200 til 6.400 år f.vt., stødte arkæologerne på en brandgrav.

Og det er den ældste, man kender til, i denne del af verden.

En endnu ældre brandgrav, som vurderes at være 11.500 år gammel, er tidligere fundet i Alaska.

Det nye fund kan måske sige noget om, hvordan kulturen udviklede sig dengang, og tyder måske på et skift i disse menneskers forhold til deres forfædre og religion, skriver New Scientist.

»Vi kan måske antage, at der var opstået nye trosretninger, at de døde måske ikke længere var lige så vigtige som de var førhen, og måske fremkomsten af en ny slags gud,« lyder buddene fra arkæologen Fanny Bocquentin fra French National Centre for Research (CNRS) til New Scientist.

Brandgraven er ganske simpelt et hul med stejle kanter, 80 cm på tværs og 60 cm dybt, med vådt mudder smurt op ad siderne. 

I midten af brandgraven fandt arkæologerne en stor bunke aske, med rester af menneskeknogler i.

Knoglerne vurderes alle at tilhøre ét voksent individ, men kønnet kender man ikke til. Det er også uklart, hvordan personen døde, skriver New Scientist

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.