Stenaldergrav sladrer om forfædres syn på liv og død

I ældre stenalder, også kaldet mesolitisk tid, blev samfundene mere komplekse. Der opstod sociale klasser og forskellige rangsystemer, hvilket afspejles af, hvordan menneskene på dette tidspunkt begravede deres døde.

Men nu kan nye metoder og nye opdagelser ved gravpladsen Zvejnieki i Letland ændre, hvordan forskerne ser på gravritualerne fra denne periode.

Fundene tyder på, at folk bosatte sig tæt på gravpladserne, og at døden var en vigtig del af hverdagen. Båndene til fortiden og hjemstedet kan have været vigtigere end at vise social status.

Stenbrud fyldt med skeletter

Gravpladsen ved Zvejnieki blev opdaget i 1964, da området blev brugt som stenbrud for at skaffe grus til vejene. Da bilister og forbipasserende opdagede knogler langs vejene, stoppede man arbejdet i stenbruddet og påbegyndte arkæologiske udgravninger.

Udgravninger i 1960'erne og 70'erne førte til mange interessante fund, men blev ikke fuldført. Arkæologerne havde ikke undersøgt hele området, fordi der stod et hus i vejen.

I 2005 stod huset tomt og var begyndt at forfalde, og det arkæologiske arbejde begyndte igen. Nu har arkæologerne udgivet en rapport om deres nye fund.

400 grave samlet på ét sted

Hidtil har arkæologerne fundet rester af 330 individer i Zvejnieki, og de anslår, at mindst 400 mennesker kan være blevet begravet her. Det gør Zvejnieki til en af de største gravfund fra mesolitisk tid i Nordeuropa.

Gravpladsen ligger på en drumlin, som er en bakke i landskabet formet af gletschere, ved bredden af søen Burtnieks. I den periode, hvor området blev brugt som en gravplads, mellem 7.500 og 2.600 f.Kr., var drumlinen en ø i søen, som på det tidspunkt var tre gange så stor som i dag.

Det uudforskede område under og omkring huset viste sig at indeholde 20 grave med mindst 24 individer. Flere af disse grave var blevet delvist ødelagt under opførelsen af huset.

Ny metode afslører detaljer om begravelser

Arkæologerne, som nu har arbejdet i Zvejnieki, har forsøgt at finde ud af, hvordan menneskenes opfattelse af verden samt deres forhold til liv og død, fortiden og forfædrene påvirkede begravelsesritualerne i mesolitisk tid.

I undersøgelsen af gravene har forskerne brugt en forholdsvis ny metode, der bygger på tafonomien – læren om, hvordan organisk stof nedbrydes og bevares. Ved at analysere positionen og orienteringen af hver enkelt knogle og andre genstande, som ligger på stedet, kan arkæologerne finde ud af, hvordan en krop oprindeligt blev placeret i graven. Derved kan de lære en masse om, hvordan begravelsen har fundet sted.

Blandt andet kan man afgøre, om liget blev begravet hurtigt, efter døden indtraf, eller om forrådnelsesprocessen allerede var i gang, da resterne blev lagt i graven.

Denne metode var ikke almindelig, da Zvejnieki i første omgang blev undersøgt i 1960'erne og 70'erne.

En mand fik bygget et hus på sit hoved

I rapporten bliver en af gravene, nummer 323/325, beskrevet som værende typisk for gravene ved Zvejnieki. Den indeholdt resterne af en voksen mand og et barn på omkring fire år, som blev begravet for omkring 6.000 år siden. Mandens kranie fandt man ikke, fordi husets mur blev bygget over hans hoved.

Ved at studere de to skeletter konkluderede forskerne, at de højst sandsynligt blev begravet samtidig, lige efter døden indtraf, og at barnet var svøbt i klæde eller skind, som siden er rådnet væk.

Grav 323/325 lader til at have været lagt oven på en ældre grav - grav 330. Den ældre grav krydser den nyere nogenlunde ved bækkenet på den voksne mand. Lige der, hvor gravene mødes, fandt de ingen rester fra grav 330, hvilket tyder på, at knoglerne blev fjernet, da de gravede den nye grav.

At forstyrre ældre grave lader til at have været almindelig praksis ved Zvejnieki i den ældre stenalder.

Arkæologerne fandt særligt rig grav

Det fund, som arkæologerne kalder deres mest spektakulære, er grav 316/317. Denne grav rummer to personer, en mand og en kvinde, der er begravet samtidig. Flere ting adskiller denne grav fra de andre.

Unikt er den store mængde genstande fundet i graven. En mængde smykker lavet af rav og ben, to store ringe af rav ved kvindens kranium og en dolk lavet af rådyrben ved mandens højre arm gør det til et af de rigeste fund fra ældre stenalder i Nordeuropa.

Grav 316/317 er langt dybere end de fleste andre grave. Desuden fandt arkæologerne en sten i jorden over parret. Stenen kan have tjent som en markør. Disse ting kan tyde på, at datidens mennesker ikke ønskede, at denne grav skulle forstyrres - i modsætning til de andre grave.

Da arkæologerne undersøgte skeletterne nærmere, opdagede de, at manden i graven kan have været pakket ind i organisk materiale ligesom barnet i grav 323/325. Desuden var hans kranium dækket i en rød ler-agtig substans, der kan tyde på, at han blev begravet med en lermaske på ansigtet. De store ringe af rav ved kvindens hoved kan også være rester af en maske.

Jorden, som lå over grav 316/317, indeholdt desuden mange knoglerester af både mennesker og dyr. Kulstof 14-datering viser, at disse rester er langt ældre end graven selv. Det ser ud som om, jorden er blevet hentet fra et område mellem 20 og 100 meter væk, hvor folk boede, og hvor der ikke var gravplads.

Gravplads skaber kontakt med fortiden

Nogle af dem, der var begravet ved Zvejnieki, blev altså begravet, hvor det var åbenlyst, at graven ville blive forstyrret af en senere grav, mens andre blev begravet dybere og med en markering for at undgå forstyrrelser.

»I et samfund, hvor man ikke kan bygge monumenter, kan bopladsen i sig selv tjene som et monument,« skriver arkæologerne i deres rapport.

»Ved at bruge et område som både gravplads og bosted, opstår der en kontakt med fortiden, som kan være en væsentlig og ønskelig del af livet - og døden.«

© forskning.no Oversættelse: Jonas Salomonsen