'Lost in translation' er mere end en filmtitel. Betydningen er helt central i museumsverdenen, hvor værker af van Gogh, Monet og Picasso kan risikere at ende i uføre på grund af misforståelser mellem konserveringsforskere.
De snakker nemlig i stigende grad forbi hinanden, når de skal kommunikere på engelsk.
Det skyldes især, at nord- og sydeuropæere bruger forskellige fagord om de samme ting, viser en undersøgelse fra Konservatorskolen i København.
»Jeg er bestemt overrasket over resultaterne. Det var mit håb at finde ud af, at vi er mere præcise i brugen af vores engelske fagord nu end for 40 år siden. Men det er vi langt fra,« siger konservator og adjunkt Cecil Krarup Andersen, som stod bag studiet.
Forvirring kan gå ud over unikke kunstværker
Sprogforvirringen kan umiddelbart lyde harmløs, men den kan have negative konsekvenser for de malerier, som konservatorerne er i berøring med.
Konservering af et maleri kan sammenlignes med, når en læge behandler en patient, hvor konserveringsrapporten er maleriets journal.
»Hvis sproget i patientens journal ikke er entydigt, er der risiko for fejlfortolkninger og for, at lægen ikke giver den bedst mulige behandling. Det kan føre til en forværring af patientens tilstand. Eller i konservatorens tilfælde en forværring af et unikt kunstværks tilstand,« siger Cecil Krarup Andersen.
Artiklen har vakt international interesse og er optaget på den førende portal for konservering, det amerikanske Conservation OnLine, CoOL. Resultaterne er tidligere publiceret i e-conservation.
Engelsk er ikke en genvej for forskere
Sprogforvirringen kommer ikke bag på lektor Janus Mortensen, som arbejder ved Center for Internationalisering og Parallelsproglighed ved Københavns Universitet.
»Som sprogforsker er det her ikke overraskende. Det er et grundvilkår, at vi forstår noget forskelligt ved de samme ord både inden for forskningen og uden for forskningen. Hvis du tror, at forskningen er et særligt område, hvor vi er fuldstændig entydige i vores brug af sprog, så forventer du noget forkert,« siger han.
Det undersøgelsen viser for konservatorerne, vurderer Janus Mortensen også vil gælde for de fleste andre forskningsområder, hvor man kommunikerer på engelsk:
»Vi tror fejlagtigt, at vi kan bruge engelsk som en genvej, fordi vi alle sammen bruger engelsk og er mere eller mindre gode til det. Her glemmer vi nogle gange, at vi ikke nødvendigvis forstår det samme ved de engelske ord, vi bruger,« siger han.
Er maleriet blevet forstærket - eller har det fået nyt lærred?
Undersøgelsen fra Konservatorskolen viser, at det kun er godt halvdelen af videnskabelige artikler i konservatorfaget, der følger de internationale guidelines for standardisering af konservatorsproget.
I perioden 1974-1980 var det 68 procent, der fulgte guidelines, hvorefter det gik støt ned ad bakke for at lande på 55 procent i perioden 2001-2010.
Det er blandt andet de engelske ord 'lining' og 'relining', der er strid om. Oversat til dansk betyder lining at sætte et nyt lærred bag på et maleri for at forstærke det. Den proces kalder franskmænd, italienere og spaniere for 'relining'.
Det ville være til at have med at gøre, hvis ikke 'relining' betød noget helt andet på engelsk. Nemlig, at maleriet er blevet forstærket flere gange.
Farven falder af Krøyers malerier
Ifølge Cecil Krarup Andersen er det netop afgørende for konservatoren at vide, om et maleri kun er blevet forstærket en enkelt gang, eller om det har fået en mere hårdhændet behandling og med tiden er blevet forstærket flere gange.
Det giver hun et eksempel på ud fra flere rapporter om P.S. Krøyer-malerier, som hun for nylig har gennemlæst:
Vi er blevet mere rettet mod at skrive engelsk, og man skulle tro, at vi efterhånden ville få en fælles international forståelse for fagordene på engelsk.
Konservator og adjunkt Cecil Krarup Andersen
»På trods af, at nogle af P.S. Krøyers værker er forstærket flere gange, ser vi, at farven falder af. Hvis jeg på grund af sprogforvirringen fejlagtigt tror, at værkerne kun er blevet forstærket én gang, vil jeg måske konkludere, at vi skal forsøge at forstærke det igen. Da forstærkningerne ikke har virket, vil den rigtige konklusion snarere være en mere forebyggende tilgang, nemlig at undgå at flytte værkerne mere end højst nødvendigt.«
Vurdering af Rembrandt bliver vanskeligere
Det er ikke kun, når konservatoren kommer på glatis med en forkert behandling af et maleri til følge, at sprogforvirringen om ordene 'lining' og 'relining' kan få konsekvenser.
Ifølge bevaringschef hos Statens Museum for Kunst, Jørgen Wadum, kan vurderingen af et maleri også blive vanskeligere.
»I den yderste konsekvens kan du komme til at tolke et maleris struktur helt forkert. Hvis du for eksempel skal vurdere, om et maleri er en Rubens eller Rembrandt, skal du ind og vurdere præcis, hvilke materialer der er inde i maleriets struktur. Her er det vigtigt, at du ved, hvilke behandlinger maleriet har været udsat for tidligere, og det kan du ikke vide med sikkerhed, hvis vi konservatorer taler forskellige sprog,« siger han.
Sprogforvirringen er dog ikke ny på konservatorområdet:
»Det er frustrerende at se, hvor mange gange man har forsøgt at ensrette fagterminologien i konservatorfaget. Allerede i 50'erne forsøgte man første gang, og det har været forsøgt igen i 1974 og et par gange siden. Det vigtige her er, at resultaterne af undersøgelsen gør os bevidste om, at der fortsat er en upræcis sprogbrug inden for faget. Det skal vi tage hensyn til, når vi vurderer værkerne,« siger Jørgen Wadum.
Faglig identitet er vigtigere end ensretning
Ifølge sprogforsker Janus Mortensen lærer vi ord og sprog ved at erfare, hvordan ordene bliver brugt i en bestemt sammenhæng.
Når konservatorerne under deres uddannelse lærer, hvordan de skal konservere og restaurere et maleri, lærer de af erfarne fagfolk, hvilke metoder, lærreder og lim de skal bruge.
»De fagord, konservatorerne lærer, bliver på den måde en vigtigere lokal referenceramme end en international guideline for fagsprog. Derfor kan det opfattes som et angreb på den faglige identitet, hvis konservatorerne pludselig skal til at kalde noget, som er en central del af deres faglighed, for noget, de ikke synes, det bør hedde,« siger Janus Mortensen.
»Det er godt at få skabt opmærksomhed omkring de her sproglige upræcisheder. Men som Cecil Krarup Andersen påpeger i artiklen, er løsningen måske ikke, at man skal forsøge at standardisere sproget, men erkende, at der er en forskel og forsøge at forstå, hvad de forskelle skyldes,« siger han.
